Den franske morgenmadsklassiker Egg Benedict
I årevis har manden sukket efter den franske morgenmadsklassiker Egg Benedict. Han har talt om retten, så længe jeg kan huske – det er sådan noget, man ofte ser folk på film bestille, fortæller han i forsøget på at overtale mig til at servere et fad af disse franske fristelser for ham.
Siden har jeg gang på gang lykkeligt glemt alt om hans store iver for at smage denne luksus morgenmadsret. Pludselig slog det mig forleden, da vi havde et par briocheboller i overskud, at NU skulle det altså være. Oprindeligt anvender man engelske muffins i opskriften, men til denne ret er jeg mere til en sprød briochebolle. Som tilskuer var det et fascinerende syn at betragte en overordentlig lykkelig mand spise to stk. egg Benedict med største tilfredshed og taknemmelighed.
Simpel vej til mandens hjerte
Er det ikke fantastisk, hvor lidt der ofte skal til for at behage og bringe en mand i en rus af lykke ved hjælp af få enkelte ingredienser som at opfylde hans basale behov. Til dette skal du blot servere ham et godt måltid, yde lidt ekstra omsorg og give ham opmærksomhed – en rosende bemærkning og lidt ekstra kærlighed i soveværelset, så er den hjemme. Orker du ikke lige dette, kan du kan jo også bare lave ham en omgang Egg Benedict. Der er vitterlig intet hokus pokos over det at gøre en mand lykkelig, gid det var lige så simpelt med os kvinder, tænker jeg nogle gange. Hermed giver jeg dig min opskrift til ægte mandelykke og Egg Benedict.
Den franske morgenmadsklassiker Egg Benedict
Dette skal du bruge – 4 personer
- 4 store æg
- 2 briocheboller el. engelske muffins
- 8 skiver god Parma/Serrano/Skagenskinke
- 4-6 spsk. hjemmelavet hollandaisesauce
- 4 spsk. hakket purløg
- 1 bundt grønne asparges
- ½ dl. lagereddike (pocherede æg)
- 2 liter vand (pocherede æg)
- Salt og peber
Hollandaisesauce
- 125 gram smør
- 4 spsk. sherryvineddike
- ½ dl. tør hvidvin
- 2 spsk. citronsaft
- Lidt revet citronskal af en usprøjtet citron
- 2 bøtter pasteuriserede æggeblommer
- Salt og peber
Sådan gør du
- Start med at pochere dine æg ved at opvarme en stor grydefuld vand tilsat ½ dl. lagereddike og salt. Vandet må ikke koge, men være meget tæt på at simre. Er det første gang, du pocherer æg, vil jeg anbefale dig at se min opskrift her – den indeholder både video og forklaring.
- Pocher dine æg i 2 minutter og fisk dem op og læg dem i et fad med koldt vand. Lad dem ligge i vandet mens de øvrige ingredienser forberedes, et minutstid inden servering dumpes de forsigtigt ned i det varme vand igen, hvor de lunes i ca. 30-40 sekunder.
- Hollandaisesaucen laver du ved at klare smørret, hvilket vil sige, at du smelter smørret ved lave varmegrader og hælder det hvide mælkevalle fra. Stil smørret til side, imens koger du essensen ind.
- Hvidvin, sherryvineddike og citronsaft koges sammen i en kasserolle med salt og peber. Reducer det til du har lidt over en ½ dl. tilbage. Lad nu essensen afkøle lidt inden du pisker æggeblommer i.
- Når essensen og æggeblommerne er pisket godt igennem på de laveste varmegrader på kogepladen, tilsætter du gradvist smørret under konstant piskning – samme fremgang som hjemmelavet bearnaisesauce. Lidt efter lidt tyknes hollandaisesaucen. Smag den til med friskkværnet peber, flagesalt og citronskal.
- Lad saucen stå på 1 eller lavest mulige blus på dit komfur – pisk jævnligt mens den holdes lun.
- Skær de to briocheboller igennem på midten og rist dem i ovnen i ca. 5 minutter til overfladen er sprød.
- Placer nu to skiver skinke på den halve bolle, læg dit pocherede æg ovenpå og hæld ca. 1 spsk. hollandaisesauce over ægget. Læg et par dampede grønne asparges ovenpå og drys rundhåndet med hakket purløg og drys med flagesalt og friskkværnet peber.
Tip til lækker forret
Egg Benedict er en udsøgt morgenmadsspise, men egner sig også godt som forret hvis blot du udskifter briochebollerne med blinis. Prøv eksempelvis med laks, dampede babyspinatblade og grønne asparges eller store grønlandske rejer og kaviar – begge dele smager suverænt godt sammen med pocheret æg og syrlig fed hollandaisesauce. Skal det være små hapsere, laver du blot mini-blinis med pocherede vagtelæg – en super lækker mundfuld, der vil imponere enhver middagsgæst. Se opskriften på glutenfrie blinis hos Teklas Køkken lige her.
Rigtig go´appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg svarer altid igen og forsøger at hjælpe.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er så hyggeligt og sjovt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie

Bianca
15. januar 2019 at 20:27De ser gode ud. Har aldrig lavet sådan nogen. Kunne være det skulle prøves af ??
Anne Sofie
15. januar 2019 at 20:33Jeg er sikker på, at manden bliver lykkelig 😉
Lene Tranberg
15. januar 2019 at 20:29Fantastisk lækkert? Min mand og jeg talte netop i dag om, hvad det nu var den hed, den ret hvor man fik asparges sammen med et blødkogt æg.
Anne Sofie
15. januar 2019 at 20:32Hej Lene, det får man ikke “normalt” i egg Benedict, det er bare mig der synes det er fantastisk sammen med det pocherede æg 🙂 Jeg har flere forretter liggende med asparges og pocherede æg.
Susan
15. januar 2019 at 20:40Det ser godt nok lækkert ud. Måske jeg skulle forkæle mig selv med sådan en ret 😉
Anne Sofie
15. januar 2019 at 20:42Det skal du – du skal huske at være god ved dig selv, ved du nok 🙂
metteundermaanen
15. januar 2019 at 20:41Nøøøj, hvor ser det lækkert ud. Og sikke et flot foto 🙂
Anne Sofie
15. januar 2019 at 20:43Tak! De var lækre 🙂
Jackie
15. januar 2019 at 20:47Det lyder virkelig lækkert ?