Smørstegt grønkålssalat med estragondressing
Smørstegt grønkålssalat er en dejlig rustik og sund vintersalat med grove grøntsager, dressing og flager af parmesanost perfekt som tilbehør til mange typer af protein eksempelvis helstegt kylling, en frikadelle eller en god saftig skaftkotelet. Det er en mættende salat, der ikke kalder på så meget andet end et stykke kød i følgeskab.
Brug sæsonens kål
I vintermånederne er det vigtigt at bruge de grøntsagerne i sæson, og kål er som bekendt både godt ift. indkøbspris og holdbarhed samt har en høj mæthedsværdi. I denne salat er der rigeligt til at mætte en hel familie, hvor behovet for andet tilbehør som kartofler, brød, ris eller lignende slet ikke savnes. Salaten koster under 50 kroner i indkøb og er spækket med fibre, grove kulhydrater og proteiner.
Sprød thaisalat med kylling
Smørstegt grønkålssalat med estragondressing
Ingredienser
- 100 gram grønkål
- 2 spsk. smør
- 1 håndfuld sugarsnaps
- 2 spsk. olivenolie
- 12 stk. friske rosenkål
- 1 stk. øsko/usprøjtet citron skal og lidt saft
- 2 stk. gulerødder skåret i tynde stænger
- 12 buketter broccoli små
- 1 spsk. sesamfrø
- 25 gram grana
- 1½ dl cremefraiche 9%
- 1 håndfuld frisk estragon
- salt og peber
Sådan gør du
- Skyl kål og grøntsager og rib grønkål i mindre stykker, undgå at få stængler med. Skræl gulerødderne og skær dem i stænger, skær broccolien i små buketter. Læg gulerodsstænger og broccolibuketter i et ildfast fad, hæld lidt olivenolie over, salt og sesamfrø. Bages i ovnen på 180 grader i ca. 15 minutter.
- Grønkålen svitses let på en pande i smør ved middelvarme, det må ikke branke, det skal være dyb mørkegrøn. Ta´ kålen af panden efter nogle minutter og læg det i et salatfad. Kom de let afkølede bagte gulerødder og broccoli ovenpå grønkålen.
- Fjern i yderste blade af rosenkålene og steg dem på en pande med olivenolie i ca. 8-10 minutter, krydr med salt og friskkværnet peber. Del rosenkålene i to og lad dem køle lidt af inden de lægges i fadet med grønkål, gulerødder og broccoli.
- Skær sugarsnaps i tynde skiver og del over salaten.
- Skær flager af granaost ved at bruge en kartoffel el. gulerodsskræller og fordel over salaten.
Dressing
- Kom cremefraichen i en lille skål og tilsæt salt, peber, revet citronskal fra en ½ citron samt hakket frisk estragon. Smag det til med salt og peber.
- Hæld dressingen over salaten efter ønske. Server til helstegt kylling eller en god saftig skaftkotelet.
Rigtig go´ appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg forsøger altid at hjælpe.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller “Tag” Madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er hyggeligt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie