Opskrift på hjemmelavet sky til pålæg
Med denne opskrift på hjemmelavet sky til pålæg får du 3-5 portioner alt efter størrelsen på dine bøtter. Jeg har brugt nogle mindre lave ovale plastikbøtter på omkring 250 ml. Jeg kunne godt ønske mig lidt mere højde på min sky, men det er udelukkende et spørgsmål om æstetik. En god hjemmelavet kraftsky kan gøre ethvert stykke rugbrød med pålæg til en langt mere velsmagende oplevelse. Her er tale om en regulær opgradering af mellemmad. Ovenpå smørrebrød er skyen en vigtig spiller, det er helt på sin plads, trods sin lidt funky blævrede konsistens – den har jeg med tiden lært at holde af.
Hjemmelavet sky
Fordelenene ved den hjemmelavede sky er selvsagt den gode smag, der iøvrigt kan varieres ved at tilsætte skyfonden forskellige krydderurter eller svampe alt efter hvilket pålæg, skyen anvendes til. Svampe er eksempelvis særdeles velegnede i en kraftsky til leverpostej og oksespidsbryst. En anden fordel ved at lave sin egen sky, er den behagelige faktor, at du kender alle ingredienser. Hvis du som jeg anvender din egen hjemmelavede oksefond, er du fuldkommen fri for en masse E-numre – en tanke jeg rigtig godt lide.
Den hjemmelavede sky kan sagtens fryses, men bør optø langsomt i køleskabet. Det har jeg selv har gjort med 2 portioner. Hermed har jeg pynt og velsmag til rigtig mange stykker smørrebrød. Hvis du ønsker at anvende din egen hjemmelavede oksefond, vil jeg anbefale dig, at lade dig inspirere af denne opskrift, men sørg for at reducere den portion fond du vil bruge. Du kan med fordel “klare” fonden, for at undgå at din sky bliver lidt grumset og uklar – en skive sky står flottest, hvis du kan se igennem den. Du kan sagtens bruge alm. oksebouillonterninger, de fungerer fint og reducerer tilberedningstiden betydeligt, hvis du ikke allerede har en oksefond i fryseren.
Opskrift på hjemmelavet sky til pålæg
Ingredienser
- 5 dl vand
- 1 dl kraftigt reduceret oksefond eller 3 stk. oksebouillonterninger
- ½-1 dl Sherry jeg bruger en lys sherry
- 2 tsk engelsk sauce
- 1 tsk worcestershire sauce
- 1 dl tamarisauce eller soyasauce
- 1 stk løg
- 2 stk laurbærblade
- 1 håndfuld persille
- 1 spsk frisk timian
- 8 stk husblas
- 1 tsk friskkværnet peber
- Bemærk : Tilsæt IKKE salt i din sky
Sådan gør du
- Skær løget i grove ringe og kom det i en gryde med alle ingredienserne undtaget husblassen. Varm op og lad bouillonterningerne smelte. Lad det småsimre i ca. 15 minutter
- Læg husblas i en skål med vand i godt 10 minutter. Smag din skyfond til og si den i en finmasket si, kassér alt pånær fonden. Si fonden et par gange inden den atter hældes tilbage i gryden.
- Skru varmen ned på det laveste og smelt nu husblassen i din skyfond, brug et piskeris. Hæld på bøtter med låg og stil på køl i mindst 8 timer.
- Server til frokostbordet og brug det ovenpå smørrebrød eller til at opgradere den flade rugbrødsmad med pålæg som leverpostej, rullepølse og oksebryst.
Rigtig go´appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg forsøger altid at hjælpe.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er hyggeligt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie
Henrik Storm
12. december 2020 at 12:01Forstår ikke at der både skal engelsk sauce og worcestershire sauce, for mig er de det samme ?
Anne Sofie
12. december 2020 at 12:24Hej Henrik.
Nej det er ikke samme sauce, de smager ikke ens, og der er også en del forskelle på ingredienslisten, hvis du tjekker op på det. Men, du kan jo sagtens vælge at holde dig til den ene, jeg bruger begge dele, da jeg synes det smager dejligt, men jeg har det også altid på lager. Brug bare den ene, hvis ikke du har begge dele hjemme, den blir god alligevel 🙂
Rigtig god fornøjelse med det 🙂
De bedste hilsner
Anne sofie
Annelise Rasmussen Swanston
14. juni 2021 at 18:45Jeg er dansker, gift med en skotte og har boet iSkotland i mange år. Der er visse ting, der for mig er en del af mit DNA. Krydder sild, remoulade, moden ost, rugbrød, krustader, sky, snaps.
Jeg har været heldig til nu at få alt gennem et website med skandinavisk mad, men desværre kan jeg ikke længere få sky.
Mange tak, Anne Sofie, jeg fandt din opskrift og glæder mig til en gammel Ole ostemad, på rugbrød, med lidt løg, karse og det bedste….sky.
Annelise, fra Århus, nu i syd vest Skotland.
Anne Sofie
14. juni 2021 at 20:38Hej Annelise. Mange tak for din besked, det glæder mig at høre 🙂
Rigtig god fornøjelse med det 👍 En god kraftig “ole-ost” med rå løg, sky og lidt stænk Rom 🙂 Det er godt!
De bedste hilsner
Anne sofie