Nem og hurtig grundopskrift på hjemmelavet roulade
Min teenagesøn og jeg har udviklet en nem og hurtig grundopskrift på hjemmelavet roulade, du kan fylde den med lige det, du bedst kan lide – eksperimenter endelig med fyldet, sådan opstår nye favoritter ofte. Herhjemme er vi glade for hjemmelavet roulade i alle mulige variationer, særligt populære er roulader med hindbærmarmelade eller lemoncurd. Roulade er for mig sådan en typisk 80´er dessert. Det var i hvert fald en dessert, vi ofte fik i min barndom, oftest overstrukket med flødeskum. Det smager da virkelig også bare godt sådan en hjemmelavet sag, og det er både nemt, hurtigt og billigt at lave.
Hjemmelavet roulade med lemoncurd eller hindbærmarmelade
Er du ny udi rouladebagning vil jeg anbefale dig at starte med en klassisk simpel roulade eksempelvis med hindbærmarmelade eller lemoncurd. Det lyder måske lidt skrabet, men mere skal der ikke til. Server flødeskum eller cremefraiche pisket med lidt vaniljesukker og flormelis til din roulade, det spiller ret godt sammen. Se min opskrift på hjemmelavet lemoncurd lige her.
Hjemmelavet lemoncurd og hindbærmarmelade er klart at foretrække, det smager af mere og er ikke svært at lave, men har du ikke tid eller lyst, kan du sagtens bruge et glas marmelade eller lemoncurd fra supermarkedet – det fungerer også fint.
Rouladen har godt af at stå og samle sig, så du kan med fordel lave den dagen forinden. Jeg vil anbefale dig, at opbevare den færdige roulade i en frysepose på køkkenbordet, så kagen ikke mister sin bløde luftige konsistens.
Nem og hurtig grundopskrift på hjemmelavet roulade
Ingredienser
- 3 store æg
- 130 gram sukker
- ½ stk. vaniljestang korn
- 130 gram hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 5-6 spsk. Lemoncurd eller hindbærmarmelade
Tilbehør
- 6 spsk. Flødeskum eller cremefraiche med vaniljesukker og flormelis.
Sådan gør du
- Æg, sukker og vaniljekorn piskes lyst og luftigt i ca. 8-10 minutter eller til sukkeret ikke knaser længere.
- Sigt mel og bagepulver i æggemassen lidt efter lidt. Det skal piskes i et par minutter til du har opnået en homogen ensartet masse.
- Beklæd en bradepande med bagepapir og fordel al dejen herop, det skal være et tyndt jævnt lag dej. Bages i ovnen i ca. 8 minutter på 225 grader. Hold øje med din rouladedej der ikke må branke.
- Forsigtigt fjernes bagepapiret, sæt nu din færdige kage over på en rist til afkøling i 5-10 minutter inden den smøres med det fyld, du ønsker. Rul herefter rouladen sammen, start med at rulle på det korte led. Lad endelig rouladen stå og trække i nogle timer, læg den i en 8 Liters frysepose til den skal bruges.
- Beklæd din hjemmelavede roulade med flødeskum eller cremefraiche pisket med vaniljesukker og flormelis.
Rigtig go´appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg forsøger altid at hjælpe.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er hyggeligt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie