Spaghetti a la creme med salsiccia
Denne super lækre og lynhurtige hverdagsret, spaghetti a la creme med salsiccia er lavet på under 15 minutter og består ikke af mange ingredienser. Det er få men gode råvarer, og den italienske lufttørrede salsicciapølse bombarderer omgående dine smagsløg. Har du friske salsicciapølser er de også velegnede i retten.
Retten laver jeg oftest af spaghettirester typisk fra dagen før – der er ingen grund til at smide forkogte al dente pasta ud, gem dem i en tætlukket plastbøtte og anvend dem på ny. På denne måde undgår du madspild og fremstiller lynhurtigt en virkelig lækker ret frem – den er både god som frokost og aftensmad.
Salsicciapølsen kan være lidt svær at opdrive her i danmark, i hvert fald hvis du leder i almindelige supermarkeder. Jeg køber mine pølser hos slagteren i Gistrup, der lufttørrer de italienske pølser, men der er også en del online butikker, der enten importerer dem direkte fra Italien eller selv fremstiller dem.
Prøv også denne nemme og lækre pastaret her
Spaghetti a la creme med salsiccia
Ingredienser
- 2 spsk. olivenolie
- 2 skiver panchetta eller røget bacon
- 1-2 små skalotteløg
- ½-1 dl. hakket lufttørret salsicciapølse ca. ½ pølse
- 1 fed hvidløg
- ½ tsk. tørrede chiliflager
- 200 gram kogt spaghetti kogt al dente
- 2 dl. piskefløde
- 1 tsk. finthakket rosmarin
- 1 håndfuld persille
- 1 spsk. citronsaft
- ½-1 dl. revet parmesanost
- 1 tsk. salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Skær først salsicciapølsen i tynde skiver og hak den efterfølgende i mindre stykker. Skær ogå panchettaen i små stykker. Snit løg og hvidløg fint og svits det hele på en varm pande i rigeligt olivenolie. Vend det nogle gange inden pastaen tilsættes.
- Når pastaen er lagt på panden, er det vigtigt at tilsætte fløde og citron. Skru ned på lav varme og vend jævnligt. Tilsæt krydderurterne og salt og peber.
- Smag retten til med citronsaft, salt og peber. Et minutstid inden servering vendes parmesanosten i pastaretten og pastaen er nu dejlig cremet og varm.
- Server spaghettien i dybe eller flade tallerkener og drys med parmesanost og krydderurter, flagesalt og peber.
Rigtig go´appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg forsøger altid at hjælpe.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er hyggeligt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie