Blog posts

Den gode klassiske mormorret kåldolmere

Den gode klassiske mormorret kåldolmere

Mormormad

Den gode klassiske mormorret kåldolmere

Den gode klassiske mormorret kåldolmere er ikke just det mest appetitvækkende eller sexede navn til et godt måltid, udseendet er heller ikke at prale af – ikke desto mindre er disse hvidkålsrouletter, som de også kaldes en virkelig god og velsmagende mormorklassiker, der bestemt ikke må gå i glemmebogen pga. et navn der klinger gammeldags. Sådan er det jo med mange af de bedste danske hverdags -og mormorretter, vi kender og elsker. Boller i karry, Karbonader, Stegt flæsk, Skipperlabskovs og ikke mindst forloren hare – ingen af disse retter ville lyde tiltalende ved første bekendtskab.  

Varier din kåldolmer

Kåldolmere er en nem og billig spise, den er god som klassisk mormorret med sovs, kartofler, surt og grønt, men som pålæg ovenpå et stykke groft rugbrød i selskab med lidt sennep og en rødebede er den også eminent. Du kan variere dine kåldolmere ved at bruge forskellige kåltyper, fars og krydderier – i et snuptag forvandles den traditionelle mormorret til et sydlandsk inspireret måltid. Vi har også spist dem til stegte grøntsager og nudler i wok med karry, det var ganske godt – se nedenstående billede. Ønsker du at lave en sundere udgave, kan du fylde dem med kyllingefars rørt med finthakkede grøntager og servere de fine kålpakker til en grov salat. Du kan også fylde dem med lammefars krydret med varme krydderier og spise dem sammen med bønnesalat, humus eller tzaziki – prøv dig frem og vær kreativ også ift. tilbehøret. Det er en oplagt mulighed for at få brugt resterne af et stort kålhoved.Kåldolmer med stegte nudler og grøntsager

Et godt tip til saucen

De traditionelle kåldolmere smager dog også bare rigtig dejligt i selskab med en god hvid blomkålssauce med lidt citronsaft, en knivspids sennep og gerne et skvæt tør hvidvin, hvis du har det. Saucen tilsmages med revet muskatnød, salt og peber. Der sker bare noget magisk når dellefars og kål forenes og lader sig karamellisere en anelse på en stegepande med brunet smør – noget min mand og børn er lidt fascinerede af og forundrede over. Min familie deler generelt ikke min kærlighed til hvidkål eller spidskål, men kåldolmere elsker de minsandten.

Saucen laver jeg af kogevandet fra blomkål og kåldolmerne samt en porre, et løg og et stykke knoldselleri – bare lige for at forfine og fremhæve den gode smag. Hertil serverer jeg klassisk mormortilbehør eksempelvis kogte persilledryssede kartofler, asier, rødbeder og/eller agurkesalat samt tyttebærsyltetøj, blomkål, gulerødder og grønne bønner alt efter indholdet i grøntsagsskuffen.   

Den gode klassiske mormorret kåldolmere

Dette skal du bruge til din kåldolmer
  • ca. 8-10 hele blade hvidkål/spidskål
  • 500 gram svinefars
  • 1 æg
  • 3 spsk. rasp
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1 revet løg
  • 1 fed hvidløg
  • Et lille skvæt øl
  • 1 lille tsk. stærk sennep
  • 1 spsk. frisk hakket timian
  • 1 knivspids allehånde
  • 1 knivspids muskatnød
  • 1 tsk. salt og rigeligt friskkværnet sort peber
  • Kogevand
  • 2 spsk. smør til stegning
  • Madsnor
Saucen
  • 1 lille blomkål
  • 1 porre
  • Et lille stykke knoldselleri
  • ½ dl. tør hvidvin, hvis du har det
  • En sjat fløde
  • 1 knivspids sennep
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 knivspids muskatnød
Sådan gør du
  1. Rør alle ingredienserne sammen til en fars akkurat som når du laver frikadeller. Riv løget i farsen og juster konsistensen med mel, den skal være fast. Stil farsen på køl i en god halv time eller mere.
  2. Fyld ca. 2 liter vand i en stor gryde og fjern de yderste kålblade – sænk hvidkålen ned i vandet, lad det stå i vandet mens det bringes i kog. Ta´kålen op efter ca. 5 minutters kogetid. Forsigtigt løsner du det antal hvidkålsblade du skal bruge. Denne portion giver ca. 8 stk. Kog nu samtlige kålblade i vandet i et par minutter til de er bløde.
  3. Nu kan du fylde og folde dine kåldolmer. Skær stokken af hvert kålblad i en spids (V form). Fold dem stramt og bind dem med madsnor så de ikke løsner sig.    
  4. Kom ca. 1 liter vand i en god stor sauterpande (reklamelink), tilsæt en porre, et stykke selleri, et løg og et laurbærblad. Lad vandet simre i ca. 15 minutter inden du sænker kåldolmerne ned i vandet.   
  5. Lad kåldolmerne simre under låg i knap 30 minutter, imens forbereder du tilbehøret. Ta kåldolmerne op en efter en med en hulske. Steg dem i rigeligt smør på en varm stegepande på alle sider til de er pæne mørkgyldne og har fået en snert af brunet smør smag over sig.  
  6. Blomkålen koges i det samme vand i sauterpanden i max 10 minutter, den må ikke være udkogt.
  7. Saucen laver du af kogevandet fra sauterpanden, si ca. 4 dl. kogevand over i en kasserolle, tilsæt evt. hvidvin og lad det koge lidt op inden du jævner saucen med en meljævning eller hvid maizena saucejævner. Tilsæt en sjat fløde, lidt sennep, muskatnød og citronsaft. Smag til med salt og peber.  
Øvrigt
  • 300-400 gram kartofler
  • Ca. 200-300 gram grønne friske bønner
  • 300 gram gulerødder
  • Tyttebærmarmelade
  • En ½ dusk persille

Prøv også den fantastiske mormorret farserede porrer

Den gode klassiske mormorret kåldolmere Den gode klassiske mormorret kåldolmereDen gode klassiske mormorret kåldolmereDen gode klassiske mormorret kåldolmereDen gode klassiske mormorret kåldolmere
Rigtig go´appetit!

Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg svarer altid igen og forsøger at hjælpe.

Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er så hyggeligt og sjovt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.

De bedste hilsner

Anne Sofie

”Signature”

About the author

Livsstilsblog med fokus på mad, vin, rejseguides og anmeldelser.

2 Comments

  1. Lene
    23. januar 2019 at 9:54 AM
    Reply

    Åh, kåldolmere er en af mine favoritter fra min barndom❤️ Den sprøde, stegte kål omkring den bløde fars, kombineret med verdens bedste brune sovs… Det får vi alt for sjældent😊

    • Anne Sofie
      23. januar 2019 at 12:30 PM

      Det smager virkelig også bare super godt! Og serverer man brun sovs til, skal der lidt tyttebær eller ribsgele i 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.