Drønlækker og sund ristaffel med kylling
I aftes lavede jeg en drønlækker og sund omgang ristaffel med kylling. Den skønne ristaffel er helt sikkert en af de retter, der herhjemme vil få sig lidt af en revival. Mand og børn elskede den – det gjorde jeg som forventet også! Med udbrud som, det er den bedste risret jeg nogenside har smagt! Og ikke mindst meldingen fra yngstebarnet : Det er mega godt, det er bedre end pasta og pølser! – Ja, så ligger det vist fast, det er virkelig en drønlækker ristaffel.
Læs også : Nemme hjemmelavede asiatiske forårsruller
Hos mig bringer ristaffel rigtig mange skønne minder frem – min far lavede en svinsk god ristaffel, dog husker jeg det som, hans var med svinekød. Det var sådan en festlig ret vi tit fik til nytårsfester, eller når mine forældre havde venner med børn til spisning og hygge i weekenderne. Vi spiste altid retten med kinesiske spisepinde, hvor børn og voksne konkurrerede om, hvem der var bedst til at håndtere de fine bambuspinde. Mine børn skal naturligvis også lære at spise med pinde, det er noget vi praktiserer indimellem og det er godt, både for tålmodighed og finmotorikken – det er ganske sjovt og faktisk også ret hyggeligt, at man ikke bare kan hugge maden i sig på nul komma fem.
Læs også : Sprød og sund thaiwok
Det bedste ved ristaffel er den forskellige topping der drysses på den ellers simple karryret. For uden det, er retten jo blot en god karrysauce med kylling, ikke at forklejne dette, Men, herhjemme elsker vi bare konceptet med en masse skåle med grøntsager, nødder og frugter, som man selv kan pynte sin mad med – det giver friskhed og konsistens til risretten og er drønlækkert. Opskriften får du naturligvis i nedenstående.
Drønlækker og sund ristaffel med kylling
Som du kan se på billederne, har jeg lavet en masse skåle med forskelligt topping, du kan naturligvis sagtens skære ned på dette, men det er rigtig lækkert med en masse at vælge imellem – det er sundt og godt. Med denne portion har vi aftensmad til to dage og jeg forventer også, at der vil være en madpakkerest til den der klarer opvasken 😉
Kylling i karrysauce
- 600 gram kyllingebrystfilet
- 4 – 5 tsk. mellemstærk karry
- Et drys tørret chili
- 1 tsk. brun farin
- 3 – 4 skalotteløg
- 1 porre
- 1 revet æble
- kokosolie, sesamolie eller jordnøddeolie
- 2 fed hvidløg
- 1 stor dåse kokosmælk
- 1 liter vand
- Saften fra 1 lime
- 1 tsk. knust eller frisk ingefær
- 2 tsk. knust eller frisk citrongræs
- 3 tsk. knust eller frisk koriander
- Hønsebouillon/terning
- Salt og peber
- Maizena til at jævne saucen lidt
Fremgang
Skær kyllingefiletterne ud i mindre stykker eller strimler. Svits løg, hvidløg, chili, karry og brun farin i olie. Få ristet karryen godt af uden den brænder på, tilsæt evt. mere olie. Brun kyllingestykkerne og vend et par gange inden du tilsætter porre og et revet æble. Svits let og hæld nu 1 liter vand ved. Lad det småkoge og tilsæt hønsebouillon, ingefær, citrongræs, koriander og salt og peber. Kom kokosmælk og limesaft ved – lad det småkoge i ca. 30 minutter. Smag evt. til med limesaft, lidt mangochutney, chilisauce eller soyasauce.
Topping
- Bambusskud
- Sukkerærter
- Peanuts
- Cashewnødder
- Babymajs
- Mango
- Ananas
- Mandariner
- Kokosmel
- Bønnespirer
- Frisk mynte
- Peberfrugter
- Forårsløg
- Tørret frugt
- Lime
- Majs
- Mangochutney
- Soyasauce
- Sweet chilisauce
Fremgang
Når det kommer til topping til ristaffel er det såre simpelt. Det er manuelt arbejde og afhængig af hvor mange grøntsager og frugter du skal skære og rense, tager det fra 5 minutter til 20 minutter. Skær grøntsager og frugt i mindre bidder og kom på skåle mens din kylling i karry småkoger i gryden. Kog ris til og server retten i dybe tallerkener og placer skåle med topping midt på bordet.
Det er drønlækker ristaffel med kylling 🙂
Rigtig go´appetit!
Maria Silje
11. december 2016 at 17:34Årh det bringer minder frem! En af mine livretter som barn, var ristaffel! ?
Tak for at bringe det frem igen, jeg vil forsøge mig med det igen, med udgangspunkt i din skønne opskrift ?