Nemme hjemmelavede asiatiske forårsruller
Herhjemme elsker vi asiatisk mad – det gælder også når det kommer til, de nemme hjemmelavede asiatiske forårsruller. De må gerne være godt krydret og smage af citrongræs, ingefær, lime, chili, teriyakisauce og karry. Jeg er velsignet med børn, der absolut ikke er kræsne, det er jeg rigtig glad for. Jeg bilder mig selv ind at det er takket være min tidlige indsats og ihærdighed, når det kommer til præsentation og variation af mad. Jeg har altid prioriteret dette, og har lagt vægt på at hive ungerne med i køkkenet – give dem lidt ansvar og viden om råvarer, håndtering og madlavning – en investering, der er givet godt ud, og det betyder, at vi ikke behøver at lade os nøje ift. krydring af mad og råvarer.
I aftes fik vi nemme hjemmelavede asiatiske forårsruller, sammen med en lækker kyllingewokret med sprøde grøntsager i sataysauce, med lime og cashewnødder. Har man ingredienserne er det meget nemt at lave hjemmelavet sataysauce, det vil jeg til enhver tid anbefale – i aftes valgte jeg den nemme og udmærkede snyde sataysauce, fra Blue dragon. Saucen blev piftet op med lidt forskelligt, og den sad lige i skabet.
Til kyllingeretten fik vi jasminris og det var som altid et stort hit. Jeg lavede en stor portion af de nemme hjemmelavede asiatiske forårsruller, så nu har jeg en portion klar i fryseren til en anden god gang. Når jeg laver forårsruller er det tit med forskelligt fyld og det er skønt at variere fyldet. Denne gang blev det til en simpel omgang, da jeg manglede flere af de vante ingredienser. Bønnespirer, tørrede svampe og glasnudler er ofte blandt favoritingredienserne, men det var ikke lige til at skaffe igår – istedet købte jeg et glas grøn karrypasta, som gav en vidunderlig Thai-vietnamesisk smag til de kinesiske ruller, derfor kalder jeg dem for asiatiske forårsruller.
Nemme hjemmelavede asiatiske forårsruller
- 1 pakke med 30 stk. dej til forårsruller, kan købes hos de fleste asiatiske butikker eller lige her
- Kokosolie og evt. sesamolie
- 1 glas grøn karrypasta
- 1/4 fintsnittet hvidkål
- 600 gram fedtfattigt oksekød
- 1 stort løg
- 1 fed hvidløg
- 5 blade frisk ramsløg
- 3 store gulerødder, revet
- 6-8 spsk. teriakysauce
- 1 spsk. sød chilisauce
- Saften fra en ½ limefrugt
- 2 spsk. soyasauce
- Salt og peber
- Rapsolie til stegning
Fremgang
( Til to portioner eller til 8 voksne )
- Svits løg og hvidløg i olie, sammen med den grønne karrypasta
- Svits kødet og tilsæt hvidkål og gulerødder
- Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det stå og simre til det har samlet sig og væsken er fordampet
- Lad dit fyld køle af inden du lægger det på din forårsrulledej
Jeg bruger altid to stykker af den papirtynde dej, da jeg synes de bliver mest sprøde og lækre. Bruger du et enkelt lag, synes jeg de er for tynde og skrøbelige. Prøv dig frem og lav evt. en test inden du ruller alle dine nemme asiatiske forårsruller. Jeg fordeler 3 spsk. fyld midt på dejen og bukker og ruller, jeg kan godt lide at der er godt med fyld i rullerne, men de er også gode med mindre fyld. Du kan fryse dine forårsruller, hvis du blot husker at lægge mellemlægspapir ind mellem rullerne, så undgår du at de klistre sammen og laver huller på dejen. Jeg har med denne mængde fået en ekstra portion ruller til min fryser.
De nemme asiatiske forårsruller steges ved hård varme i rigeligt rapsolie og lægges til afdrypning i et fad med køkkenrulle.
Når jeg laver nemme asiatiske forårsruller, får vi naturligvis også andet til retten. Det kan være stegte nudler med grøntsager, en wokret med ris eller en stærk karrysauce. I aftes lavede jeg en lækker og meget nem kyllingeret med lynstegte grøntsager i snyde-sataysauce. Jeg var heldig at finde nogle gode stykker brystfilet i Føtex, fra fritgående kyllinger, til fine 30 kr. (Princip)
Kyllingewok i sataysauce
Dette skal du bruge
- 300 gram kyllingebrystfilet
- Kokosolie til stegning i wok
- 1 frisk chili
- 1 løg
- 3 stængler forårsløg
- 2 gulerødder
- 1 rød peber
- 1 gul peber
- 1 fed hvidløg
- Friske mynteblade (fordi jeg havde det)
- Frisk ramsløg (fordi jeg havde det)
- Saften fra en halv citron og en halv lime
- 1 glas god sataysauce, som denne eller den hjemmelavede version
- 1 pose saltede cashewnødder
Fremgang
- Skær kyllingen ud i mindre stykker og svits den i olien
- Svits løg, chili, hvidløg og de øvrige ingredienser på hård varme i wokken
- Tilsæt sataysaucen fra dit glas, eller den hjemmelavede version
- Kom krydderurterne og citronsaften i og smag til med salt og peber, lidt limesaft eller flere urter.
- Hæld cashewnødderne over wokrettten inden servering
- Serveres til jasminris og forårsruller.
Go´appetit!
Andrea
28. august 2024 at 15:38I et andet indlæg, skriver du at forårsrullerne er frysegnede – fryser du dem før eller efter tilberedning? Hvor længe holder de på frys og hvordan tilberedes de efter frys? Mvh
Anne Sofie
29. august 2024 at 06:59Hej Andrea.
Jeg fryser dem, efter de er tilberedt, men det er en god ide ikke at stege dem helt færdig 🙂 Jeg tænker, at de snildt kan holde sig i 3 måneder på frost.
God fornøjelse 🙂