Tre gode tips til Halloweengodter
Hermed tre gode tips til Halloweengodter du kan lave med dine børn i efterårsferien – mine børn er store nok til at lave hele molevitten på egen hånd, men det er nu engang hyggeligere at lave det sammen. Efterårsferien venter rundt hjørnet, og det er oplagt at lave lidt hyggelige og kreative aktiviteter med ungerne – hvorfor ikke give dig i kast med at lave Jeres eget Halloweenpynt til at dække et festligt og (u)hyggeligt Halloweenbord ? Få mere inspiration til dette her på bloggen når jeg deler mine ideer til DIY Halloweenpynt om nogle dage.
På Pinterest kan du finde rigtig mange sjove ideer og opskrifter til (u)lækkert Halloweenmad og Halloweengodter. Jeg elsker at lave et projekt ud af sådan noget sammen med ungerne, særligt når vi har god tid. De sidste mange år har vi tilbragt efterårsferien i et lejet sommerhus eller som turister på storbyferie, men i år skal vi bare være hjemme – jeg glæder mig til at skulle lave ingenting eller have friheden til at kunne fordybe mig i et lignende projekt.
Tre gode tips til Halloweengodter
Muffins med spindelsvæv
Dette skal du bruge
- 4 æg
- 200 gram sukker
- 300 gram hvedemel
- 150 gram mørk chokolade med 54% kakaoindhold
- 50-75 gram pistacienødder
- 100 gram smør, smeltet
- 1 tsk. bagepulver
- 2 tsk. vaniljesukker
- 2 dl. vand
- Frugtfarve, eksempelvis rød eller blå
Spindelsvæv glasur
- 350 gram flormelis
- ½ dl. vand
- 1 tsk. flydende vanilje
Sådan gør du
- Pisk æg og sukker lyst. Smelt smør og tilsæt 2 dl. koldt vand. Pisk smør, vand og æggemasse sammen.
- Bland mel, bagepulver og vaniljesukker og si det i æggemassen. Tilsæt da frugtfarven og pisk det hele godt sammen til det er jævnt.
- Tilsæt pistacienødder og chokoladestykker og vend dejen nogle gange til det er fordelt.
- Fordel muffindejen i muffinforme, og bag dem i ovnen i ca. 20-25 minutter på 180 grader varmluft.
- Lad dine muffins køle af inden du dekorerer med glasur.
- Pisk glasuren i glat i en skål og hæld den på en sprøjtepose med en lille kagetyller(←reklamelink), lav et spindelsvæv ovenpå dine muffins og pynt evt. med små lakidsedderkopper eller andet.
Mumie pølsehorn
Dette skal du bruge
- 6-8 pølser
- 1 rulle butterdej
- 1 æg
- Ketchup
- Flagesalt
Sådan gør du
- Halver pølserne så du har 12-16 pølser. Skær butterdejen i lange tynde strimler som vist på billedet.
- Vikl to butterdejsstrimler rundt om pølsen, så den ligner en mumie. Pensl med et sammenpisket æg og drys med flagesalt. Dyb evt. bunden af mumien i lidt ketchup.
- Bag mumie pølsehornene i en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter.
Sprøde edderkopper
Dette skal du bruge
- 2 pakker Oreo chokoladekiks
- 2 pakker sliksnørrebånd, rød og sort
- 1 pose smarties eller tilsvarende fra budget
- Lidt lys glukosesirup
Sådan gør du
- Klip edderkoppeben af sliksnørrebånd, de sættes fast i cremen i midten af chokoladekiksen ved forsigtigt at lire/skrue toppen af kiksen af. Sæt den på igen ved at trykke kiksen sammen, når benene er kommet på.
- Lav øjne på edderkoppen med smarties, vedhæft med glukosesirup.
- Lad edderkopperne tørre inden de lægges i en bøtte med låg.
Rigtig go´fornøjelse!
1 Comment