Opskrift på hjemmelavede pommes frites
Denne opskrift på hjemmelavede pommes frites er en anelse mere krævende end versionen med at smide et læs skrællede kartofler skåret i fritter i ovnen med lidt olie. Til gengæld bliver du belønnet med de mest fantastiske velsmagende fritter, der holder sig sprøde udenpå og dejligt bløde indeni. De er så gode, at de sagtens kan udgøre hovedrollen i et måltid og blot servere dem til en omgang rørt aioli eller hjemmelavet bearnaisesauce. Du kan også krydre fritterne med krydderier som timian, barbecue krydderiblanding eller chiliflager – det er perfekt til enhver grillaften. Det geniale ved disse fritter er, at de kan forberedes flere dage i forvejen, hvilket kun vil lette hele proceduren og naturligvis tilberedelsen på selve dagen. Det er især smart, når du har middagsgæster og eksempelvis serverer en traditionel bøf bearnaise.
Pommes frites er (når de er perfekt tilberedte) en decideret gudesnack. Omvendt kan de være et forfærdelig bekendtskab – hvem husker ikke navnlig 80´ernes triste ovnbagte fritter fra frostpose til 5,95 kr. Der findes ganske enkelt ikke en “købefrit”, der kan battle disse hjemmelavede pommes frites uanset kvalitet og pris. Er man for doven til at skrælle 4 bagekartofler og skære dem i fritter, må man jo finde sig tilfreds med et noget kedeligere alternativ, hvilket for mange er fint nok. Min anbefaling er, at du bare én gang giver min opskrift et forsøg.
Tip: Lav gerne store portioner af gangen, så du har nogle klar i fryseren – så gør du det betydeligt nemmere for dig selv, næste gang I skal have disse lækre sprøde hjemmelavede pommes frites.
Opskrift på hjemmelavede pommes frites
Ingredienser
- 4-6 stk. bagekartofler
- 3 flasker rapsolie til fritøsen
- 1 spsk. salt
- 1 tsk. flagesalt læsøsalt
- 1 liter vand
Sådan gør du
- Skræl bagekartoflerne og skær dem i grove fritter. Skyl dem grundigt i rigeligt koldt vand. Læg dem nu i en gryde med koldt vand i ca. 1 time inden de koges.
- Kom rigeligt med salt i vandet (1 spsk.) og blancher nu fritterne i ca, 5 min. Dup nu fritterne i et rent viskestykke eller med køkkenrulle, stil dem på køl i ca. 15 minutter, gerne i fryseren.
- Varm fritøsen op til 130-140 grader og kog fritterne i hold til de er gyldne, lad dem køle af (gerne i fryseren) inden de får anden omgang i tøsen på 190 grader.
- Vent med at salte fritterne til de serveres på tallerken, på denne måde bevarer de deres sprøde overflade og bløde indre.
Prøv min opskrift på hjemmelavet bearnaise
Rigtig go´appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg forsøger altid at hjælpe.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er hyggeligt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie
2 Comments