Nytårsforsætter
– Fokusmål
Jeg har tænkt længe over det med nytårsforsætter, det er ikke noget jeg har mange erfaringer med, men der er jo intet forgjort i at gøre sig nogle tanker om hvordan man ønsker at forbedre sig selv og sit eget liv. Refleksioner og selverkendelse er noget vi bør være opmærksomme på alle årets 365 dage.
Nytåret er naturligvis en fin anledning til at reflektere over årets forløb og gøre status. Det sidste års tid har jeg øvet mig rigtig meget på mange ting. Det har været mit hårdeste og samtidigt mit mest lærerige år. Et år jeg nu, når jeg ser tilbage, ikke vil være foruden. Jeg vil faktisk vove den påstand og sige, at jeg er blevet umanerlig klog på mig selv, på alle kanter. Jeg troede faktisk jeg allerede var der, at jeg kendte til alle mine udfordringer og mønstre – først nu hvor jeg hviler tungt og sikkert i mig selv, og hvor jeg er blevet langt mere selvsikker, kan jeg se, at det ikke var hele sandheden.
Fokusmål
Det gode arbejde har jeg tænkt mig at fortsætte, og jeg har derfor lavet nogle fokusmål til mig selv. Umiddelbart er de ikke de allermest oplagte. Der er flere andre mål/forsætter, jeg helt oplagt burde fokusere på. Jeg burde eksempelvis tabe mig mindst 10 kg, dyrke mere motion og blive bedre til at holde orden. Sandheden er bare den, at jeg er blevet ret god til at sige pyt til disse ting, da jeg har indset at jeg bør prioritere anderledes. Ting jeg førhen har lagt rigtig meget vægt på måske for meget i virkeligheden, da jeg fejlagtigt var sikker på ,det var sidste step til mit perfekte billede. Derfor har jeg valgt at fokusere på ting jeg ved vil gøre livet lettere for mig og i sidste ende gøre mig langt mere glad og lykkelig. Når det lykkes, vil der igen blive tid og plads til andre og nye mål – hver ting til sin tid.
Mine fokusmål for 2016 er :
- Fortsat øve mig i at sige PYT!
- Forbedre min tålmodighed generelt.
- Blive bedre til at stole på min egen intuition, den slår sjældent fejl – Det skal jeg udnytte.
- Gøre meget mere af det der gør mig glad og giver mig energi.
Det er mål der umiddelbart er helt banale og simple, men det er vigtige fokusmål som jeg skal træne og øve mig i. Har du gjort dig tanker om det forgangne år og har du mål for år 2016 ?
