Hjemmelavede ravioli med portobellosvampe og mascarpone
Opskriften på de hjemmelavede ravioli med portobellosvampe og mascarpone udviklede jeg en dag, hvor jeg havde viet weekenden til at lave hjemmelavet pasta en masse. Ravioli er ikke så svært og uoverskueligt at lave, som man umiddelbart tror. Jeg laver altid en stor portion hjemmelavet pastadej, det tager nogle timer, men den ekstra tid kommer dig tilgode på et senere tidspunkt. At lave de små fine pakker ravioli er en oplagt eftermiddagsaktivitet sammen med familie eller venner – det er super hyggeligt.
Når det kommer til hjemmelavet pasta, er der fortsat lidt novice over mig. Det er ikke et overvældende antal gange, jeg har brugt min fine pastamaskine – den kører højst et par gange årligt. Hvorfor der går så lang tid imellem, ved jeg faktisk ikke. Sådan går det tit med flere af mine yndlingsretter, måske kender du det – nogle retter ender for en tid i glemmebogen, og når man endelig laver retten, forstår man slet ikke, at der kunne gå så længe imellem.
Det smarte med den hjemmelavede ravioli er, at du kan fylde den med lige det, du har mest lyst til, og du kan forme dem, som du vil. Du kan også farve raviolien med rødbede -eller spinatpuré, det giver de fineste farvede ravioli, og de smager også dejligt. Med den hjemmelavede ravioli er der plads til virkelig at udfolde kreativiteten, det er sådan noget, jeg synes er rigtig sjovt, og jeg kan lege med det længe.
Hjemmelavede ravioli med portobellosvampe og mascarpone
Dette skal du bruge
Raviolidej
- 150 gram durumhvedemel
- 350 gram tipo 00 hvedemel
- 5 store friske æg
- 1 tsk. salt
- Fugt hænderne med olivenolie i ælteprocessen
For instruktion kan du se dette indlæg, der også indeholder link til en rigtig fin video, der viser dig hvordan du laver dine hjemmelavede ravioli.
De hjemmelavede ravioli med portobellosvampe og mascarpone spiste vi med grillede grøntsager, parmesanost og en god olivenolie, det var rigtig lækkert. Er du typen, der ikke kan undvære kød til din pasta, kan du sagtens svitse lidt bacon eller chorizopølse til din salviesmør, der smager vidunderligt sammen med friske hjemmelavede ravioli. Prøv også denne skønne tomatsauce.
Raviolifyld
- 3 stk. portobello, 150 gram
- 1 skalotteløg
- 1 lille fed hvidløg
- 150 gram mascarpone
- 50 gram grana
- 60-75 gram valnøddekerner
- 1 spsk. finthakket rosmarin
Sådan gør du
- Kom valnøddekerner på en varm pande med salt og rosmarin, ryst panden et par gange og varm nødderne til de dufter dejligt og du hører små klik. De må ikke branke. Imens renses portobellosvampene.
- Kom alt fyld i en foodprocessor og lad den køre til du har en ensartet homogen creme.
- Hæld raviolifyldet i en skål beklædt med madfolie, sæt fyldet på køl, mens du laver din pastadej.
- Kom 1 tsk. fyld til hver enkelt ravioli. Kog de færdige ravioli i ca. 4 minutter i saltet og spildkogende vand. Forsigtigt tages de færdige ravioli op med en hulske.
- Server til grillede grøntsager, squash, aubergine, peberfrugter, løg, hvidløg og tomater overhældt med en god olivenolie og lidt frisk citronsaft.
meyervogelBettina Vogel
7. oktober 2018 at 08:27Hej Anne Sofie,
Jeg kan se på billederne til hjemmelavet ravioli med portobellosvampe, at svampemassen inden man tilsætter macarpone, svitses/ steges på en pande før den blendes. Hvor længe steger du svampemassen- hvis du gør det? Spændende blog i øvrigt. Der er meget der må prøves af de venligste hilsner
Bettina Vogel
Anne Sofie
7. oktober 2018 at 10:46Hejsa. Mange tak og velkommen 🙂
Jeg svitser svampemassen efter de har været i foodprocessoren – jeg svitser dem til væsken er fordampet, det er nok en 10 minutters tid 🙂 Rigtig god fornøjelse. Mvh. Anne Sofie