Bagte løgskaller som lille delikat forret
Disse underskønne bagte løgskaller er perfekte som haps eller lille delikat forret inden en god middag. De er forbavsende nemme og hurtige at lave, og samtidig fremstår de utrolig dekorative på ethvert bord. De bagte løgskaller er velegnede på tapas -og pølsebordet, buffeten, som haps, fingermad eller appetizer til alle selskaber. Løgskallerne er formidable både i det søde og salte køkken. Til ostebordet er de lækre karamelliserede med hakkede nødder.
Første gang jeg lavede disse bagte løgskaller, var til vores kobberbryllupsfest, hvor de heldigvis ved første forsøg blev helt perfekte. Ideen til løgskallerne fik jeg på Instagram, da jeg så et billede på kokken Bo Bechs profil. Jeg skrev til ham for at få en opskrift, men manden har tydeligvis for travlt til at hjælpe, så jeg sjussede mig selv frem til fremgang og marinade. Siden har vi spist disse løgskaller en del gange, og jeg har eksperimenteret lidt med forskellige løgsorter, og er kommet frem til, at det hvide salatløg er bedst velegnet til denne haps. Dog stammer billederne fra helt almindelige gule løg. I disse „hjemmekarantæne- Corona tider‟ må vi jo bruge det, vi har – ingen grund til hamstring eller overforbrug.
Ideer til en regulær forret
Løgskallerne er også lækre som regulær forret eksempelvis med en kraftig okse eller hønsefond samt et porcheret vagtelæg hvorpå løget placeres ovenpå en blød og glat selleripure, dryppet med et par dråber urteolie og toppet med et par timianblade. Du kan også gå i den asiatiske afdeling og fylde skallerne med tamarisauce, chili, en grillet reje, agurk i minitern, lidt friskhakket mynte -og koriander samt et par dråber limesaft. Først vil jeg dog anbefale dig at servere løgskallerne helt enkle som vist i nedenstående. Det er en enormt velsmagende og budgetvenlig mundfuld.
Prøv også min opskrift på verdens nemmeste forret med blinis og laks
Bagte løgskaller som lille delikat forret
Ingredienser
- 2 stk. hvide salatløg gule løg og skalotteløg kan også gå an
- 1 spsk. æblecidereddike
- 2 spsk. tamarisauce alternativt soyasauce
- 1 spsk. citronsaft et par dråber i hver løgskal
- 1 spsk. sesam
- 1 spsk. frisk timian den bløde urt
- 1 tsk. friskkværnet sort peber
Sådan gør du
- Del løgene i to, skær fra top til rod og behold skrællen på. Placer løgene i et ildfast fad og dryp et par dråber æblecidereddike over samt lidt salt
- Bag løgene i ovnen i ca. 35 minutter på 200 grader varmluft. Lad løgene afkøle i ca. 5 minutter inden du deler hver enkelt løgskal. Husk at fjerne den hvide hinde mellem hver løgskal.
- Med en spiseske hælder du lidt tamarisauce i hver løgskal, et par dråber citronsaft, sesam, frisk timian og til sidst får løgene en omgang med peberkværnen.
- Server straks løgskallerne, de er perfekte som fingermad, hapser, på tapasbordet eller som regulær forret blot med et par ekstra tilføjelser. De er lækre ovenpå en blød og glat selleri -eller fennikelpure eksempelvis med lidt stenbiderrogn i løgskallerne - prøv dig frem.
Rigtig go´appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg forsøger altid at hjælpe eller komme med yderligere inspiration.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er hyggeligt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie
