Pestomarineret flæskesteg med ovnbagte rodfrugter
Pestomarineret flæskesteg smager vanvittigt godt, knasende sprøde svær med et touch af grøn pesto – det er bare vildt godt. Der er sådan lidt danmark møder Italien over denne tilberedning, hvilket der sjældent kan siges noget dårligt om.
Det er jo ikke altid, man har lyst til traditionel dansk flæskesteg med kartofler, rødkål og brun sovs, og så er det helt oplagt at lave en pestomarineret flæskesteg med en sprød grøn salat og ovnbagte rodfrugter krydret med friske krydderurter. Det hele passer sig selv i ovnen, mens duften breder sig til hele huset.
Server evt. denne skønne tomatrelish til pestomarineret flæskesteg.
Pestomarineret flæskesteg med ovnbagte rodfrugter
Dette skal du bruge
- 1 flæskesteg på ca. 1-1½ kg
- ½ glas basilikumpesto eller din egen hjemmelavede
- Salt og peber
- 500 gram kartofler
- 3 store gulerødder
- 1 stor rødbede
- 2 pastinakker/persillerødder
- 4 store rødløg
- ‘8 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk rosmarin
- 1 citron
- Salt og peber
Sådan gør du
- Rids flæskestegen grundigt uden at skære ned til kødet. Skær halvdelen af slaget af ved at lade kniven følge fedtkanten inden sværene. Det skal ikke skæres helt frit, der skal gerne være godt 5 cm tilbage. se evt. billede.
- Smør hele stegen godt ind i pesto, både ovenpå sværene under stegen og under sværene i lommen. Krydr med salt og peber og sørg for at sværene saltes grundigt.
- Sæt stegen på en bradepande midt i en kold ovn, tænd på 200 grader varmluft. Stegen skal have ca. 1 time inden rodfrugterne tilsættes.
- Skræl eller skrub kartofler og rodfrugter og løg. Læg dem ned ved siden af stegen, tilsæt olie, salt og peber og rosmarin. Halvér citronen og læg den med bunden nederst.
- Bag det hele yderligere i ca. 30 minutter. Ta´stegen ud og sæt et stegetermometer i for at tjekke kernetemperaturen. Stegen skal hvile i ca. 10 minutter når den rammer 72-75 grader. Imens kan du passende bage rodfrugterne færdigt og smække en grøn salat sammen.
- Skær hele fedtstykket med sværene af, fjern overskydende fedt fra sværene og skær 2-4 cm tykke skiver af stegen. Server til ovnbagte rodfrugter, bagte løg, hvidløg og citroner (presses udover stegen).
Pestomarineret flæskesteg værs´go 🙂
Rigtig go´appetit!