Nem og lækker Cæsarsalat
En nem og lækker Cæsarsalat er en af de helt populære klassiske salater, der bare smager rigtig skønt. Det er en meget simpel ret med ganske få råvarer, og med en dressing der er meget karakteristisk for smagen i hele retten. Lykkes man med dressingen er man altså nået meget langt, de øvrige råvarer kan du næsten ikke fejle med – medmindre salaten er slatten, dine croutoner bliver bløde og din kylling tørstegt.
Den ellers så klassiske Cæsarsalat er efterhånden set i alle (u)mulige afskygninger, ofte med med bacon og andre alternative råvarer der efter min mening, slet ikke hører hjemme i en Cæsarsalat, jeg nævner i flæng: revet gulerødder, ærter, agurker og icebergsalat, ofte toppet med små firkantede krydrede croutoner fra pose. Det skal man bare lade være med – retten smager jo fuldkommen vidunderligt i dens oprindelige form, og tilberedningen er der absolut ingen ben i.
Prøv også denne udsøgte ret med kylling
Nem og lækker Cæsarsalat
Dette skal du bruge
- 3-4 store kyllingebrystfiletter gerne bryster med skind fra hele kyllinger
- 2 dl. Cæsarsalatdressing
- 1 stort eller 2 mini romainesalat
- Parmesanost i flager
- Hjemmelavede croutoner af et ½ formbrød
Kyllingebrysterne
- Svits kyllingebrysterne ved høj varme i olivenolie på en stegepande i ca. 5-7 minutter på hver side (afhængig af størrelse). krydr med salt og peber og bag kyllingebrysterne færdige i en forvarmet ovn på 180 grader varmluft i ca. 10 minutter.
- Ta´kyllingebryster ud af ovnen inden de bliver tørstegte, lad dem køle helt af inden de skæres i skiver af 2-3 cm tykkelse.
Hjemmelavede croutoner
- 5-6 skiver daggammelt lyst formbrød
- 1 spsk. smør
- 3 spsk. olivenolie
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk. frisk timian
Sådan laver du hjemmelavede croutoner
- Skær 5-6 skiver brød i 3-5 cm tykkelse. Alle siderne skæres fra, brug dem evt. til at lave hjemmelavet rasp. Skær brødskiverne i mundrette firkanter.
- Rist brødkrummerne i smør og olivenolie på en stegepande sammen med timian og et halveret fed hvidløg til dine croutoner er gyldne og sprøde, krydr med flagesalt. Læg efterfølgende de hjemmelavede croutoner til afkøling på et stykke køkkenrulle.
Dressing
- ca. 1 dl. olivenolie
- 3 æggeblommer, past.
- 3 spsk. sherryvineddike
- 2 spsk. citronsaft
- 1 lille fed hvidløg
- ½ tsk. dijonsennep
- 1 spsk. worcestershiresauce
- 50 gram revet grana eller parmesanost
- Salt og friskkværnet peber
- Evt. 2-3 stk. ansjoser fra glas
Sådan gør du
- Hæld alle ingredienser undtaget olie i en foodprocessor eller blender og pisk til det har en ensartet cremet konsistens.
- Hæld olien i lidt af gangen i en tynd stråle mens der piskes eller blendes let.
- Juster evt. konsistensen med lidt koldt vand.
- Smag til med salt, peber og citronsaft.
Saml din Cæsarsalat
- Skyl salaten og dup den forsigtigt tør med køkkenrulle. Riv salaten i grove stykker og læg den i en stor skål. Vend salaten i 4-5 spsk. dressing, tilsæt kyllingeskiverne og vend det hele forsigtigt en enkelt gang så salaten ikke klasker sammen.
- Skær flager af parmesanen og drys i salaten, top med de hjemmelavede croutoner. Hæld evt. resten af dressingen i en blød plastikflaske og hæld tynde stråler dressing ud over salaten.
Til den pyntesyge
- Finthakket purløg
- Super tynde skiver rødløg
- Lidt frisk timian
- Små citronbåde
- Dressing
Nem og lækker cæsarsalat værs´go 🙂
Rigtig go´appetit!
Jette Sauerberg
17. oktober 2018 at 15:42Dejlig opskrift 🙂 Husk “lykkedes” er i datid – ´”lykkes” er i nutid, men der er rigtig mange nu om dage, som siger lykkedes hele tiden.
Jette
Anne Sofie
17. oktober 2018 at 15:50Haha Jette, du har ret! Det lykkedes mig vist ikke at lave et fejlfrit indlæg igår med den her onde influenza 😀 Jeg skynder mig at rette det til nutid, det skal hverken genere øjne eller læsning 🙂 Takker. Fortsat god dag til dig.
Mvh.
Anne Sofie