Reklamelinks
Tips til kør-selv ferien
Jeg har efterhånden fået en del henvendelser angående tips til kør-selv ferien. Jeg har postet en del billeder på min facebook, igennem de sidste 3 år fra vores sommerferier i NordItalien, hvor vi har nydt livet på vores kør-selv ferier. Der er blevet spurgt til en masse praktisk omkring den lange køretur fra Danmark til Italien, hvordan håndteres det bedst med børn ? Hvordan med overnatning på vej ned igennem Tyskland og hvor mange dage ? Hvordan vi har boet i Italien, og hvad jeg kan anbefale ? Hvor spiser man godt, og hvordan er prisniveauet ? Der har været rigtig mange spørgsmål og for at gøre livet nemmere for mig selv og forhåbentlig til glæde for de interesserede, vil jeg komme med mine bedste tips til kør-selv ferien samt et par anbefalinger. Jeg er ingen ekspert, og holder mig blot til egne erfaringer. Jeg vil tage udgangspunkt i camping i Norditalien, da det er her, vi har ferieret. Du kan sagtens bruge samme tips ift. booking af sommerhuse eller ophold hos en vinbonde. Jeg håber, at kunne hjælpe med spørgsmål og ellers blot være til inspiration. Har du erfaringer og tips du kan byde ind med, må du meget gerne komme med dit bidrag i kommentarfeltet – det vil jeg sætte stor pris på. Du kan med dit bidrag være med til at give en familie en uforglemmelig oplevelse, og måske kan du selv få et par gode tips retur.
Tips til kør-selv ferien
Startsfasen
- Inden du påbegynder din planlægning, er det vigtigt at få en afklaring på feriens længde. Skal I være afsted i en uge, 12 dage eller måske 3 uger ?
- Find ud af hvad det er, du og din familie ønsker at få ud af ferien ? Ønsker I en badeferie med ren afslapning og underholdning, er I mere til den kulturelle og aktive oplevelsesferie eller måske en kombination af disse ?
- Hvor ønsker I at holde Jeres ferie ? Skal I være samme sted, eller deler ferien op i flere dele ?
- Hvad er Jeres budget ? Få en afklaring på dette, og I vil få lettere ved at indkredse Jeres muligheder og ønsker
- Hvordan ønsker I at bo ? Der er et væld af muligheder, gør op om I ønsker den intime ferie i et sommerhus, i en lejlighed, på en vingård eller måske ønsker i jer en mere social ferie blandt mange andre mennesker, f.eks. på en campingplads.
- Ønsker I at bo ved sø eller hav ? Der er stor forskel på de æstetiske omgivelser, så lav en grundig research på dette inden I beslutter Jer
Booking og valg af campingplads
- I har nu indkredset Jeres ønsker, og kan påbegynde den store søgning på internettet
- På sites som Dansk bilferie og Vaccansoleil kan i læse mere om kør-selv ferier, samt se tilbud på campingpladser og eksempler på forskellige destinationer og boligløsninger.
- Lav en grundig research af områderne i foretrækker og undersøg det nærliggende miljø, byer, restauranter. Tjek evt. Tripadvisor og lign. Hvor lang gåafstand er der til sø/hav, by og turistattraktioner.
- Når I har fundet frem til hvilket område, I ønsker at bo ved lav da en google map søgning, her kan du ofte finde endnu flere campingpladser, indenfor samme område og til en helt anden pris
- Find ud af om I ønsker at bo på en stor campingplads eller en lille campingplads. Der er stor forskel om I vælger det ene eller andet, og det afhænger meget af om I ønsker en bred vifte af aktivitetstilbud og underholdning, eller om I foretrækker en mere intim eller autentisk oplevelse med knap så mange turister
- Når I har fundet den helt rigtige campingplads undersøg da, om I kan finde en bedre pris hos andre konkurrerende udbydere, måske er det billigere at købe direkte på campingpladsens eget website. Måske har du fundet en mindre plads ved hjælp fra google maps, og har fået et tilbud på mail ? Der kan være mange penge at spare – det betaler sig at være grundig
Køreturen
- Få tjekket om bilen er klar til kør-selv ferie, de fleste automekanikere ved hvad det vil sige
- Overvej om I skal køre om aftenen eller tidlig morgen eller måske nat, vi har prøvet lidt af hvert og det er svært at sige hvad der er bedst. Det er praktisk at køre om aftenen, da børnene hurtigt falder i søvn og sover hele natten, men det er hårdt at køre på denne måde. Er det realistisk at gå tidligt i seng og sove til ca. kl. 3 om natten og køre afsted, ville jeg foretrække dette, da det også vil passe med overnatning omkring münchen
- Overvej om i skal have 1 eller 2 overnatninger ned igennem Tyskland, det foretrækker vi. Så starter ferien med det samme, og Tyskland er så skøn.
- Gennemsøg internettet ift. overnatning på vej ned og hjem og find et hotel med nem adgang til motorvej, så I hurtigt kan komme ind og afsted
- Jeg vil anbefale at man overnatter et sted inden München, hvis man holder sig til en enkelt overnatning ned igennem Tyskland. Kommer man tæt på München, er man første dag nået det længste stykke, og det nemmere at holde turen ud næste morgen. Sørg for at spise morgenmad tidligt, og komme afsted inden den værste morgentrafik i München indtræffer
Til køreturen
- Fyld køletaske med sandwich, drikkevarer og frugt. Sørg for at have sunde snacks og gnavegrønt med, saltchips og lign. Gerne nogle chokoladebarer og energidrik til chaufførrens hårde perioder
- Fyld en bærepose med kolde vand, hvoraf 6 af flaskerne har været i fryseren og fungerer som fryseelement
- Sørg for at have en rulle poser liggende i bilen, ved tilfælde af køresyge
- Sørg at have toiletpapir og køkkenrulle med.
- Puder og tæpper til dem der kan sove
- Panodil, plaster, vådservietter og håndsprit!
- Det er vigtigt at have ipads og evt. dvd/skærme med film til børnene på bagsædet. Bøger og musik i ørene
- Det er super vigtigt at have en masse euro mønter med, da toiletter igennem tyskland og Italien koster penge. Det koster fra 30 cent til 1 euro, oftest 50 cent.
Italien med fly og bil
Orker du ikke den lange køretur, kan du jo også bare flyve til Italien og leje en bil – så har du samme frihed til at køre rundt og opleve en masse. Det koster en del mere end den traditionelle kør-selv ferie, men det er jo et spørgsmål om prioritering.
Forslag til pakkeliste
-
- Badetøj
- Badesko/tøfler til søen
- Håndklæder
- Sommertøj
- Toiletartikler
- Badehætte
- Pas
- Penge
- Det gule og det blå sygesikringskort
- Myggegrejer
- Evt. havregryn
- Spillekort og øvrige spil
- Elektronik til bilen (dvd, ipads osv)
- Musik
- Kamera
Tips til kør-selv ferien
Kører du i en mindre bil, ligesom vi har gjort, kan jeg anbefale dig at købe vakuumposer til alt dit medbragte tøj. De kan købes i Jysk og sikkert også andre steder til en pris på 50 kr for 3 stk. Det er penge, der er godt givet ud – de kan genbruges. Så er der også bedre plads til vin du køber med hjem, smart ik ? Jeg håber du kan bruge mine tips til kør-selv ferien – du er meget velkommen til at stille spørgsmål her på bloggen.
Lidt billeder fra vores første år i Italien, hvor vi nød livet så meget at vi bookede yderligere 4 nætter. Her var så fantastisk og vi faldt pladask for Norditalien og særligt Gardasøen. Vi endte med at være afsted i 20 dage og når vi er på kør-selv ferier er vi som minimum afsted i 16 dage, altså 2 uger på feriestedet og et par dage til turen ned og hjem. Prisniveauet i Norditalien er fornuftigt, og du får naturligvis mere for pengene her ift. i Danmark. Vi har har været på begge sider af Søen, og vi har besøgt byer og restauranter hele vejen rundt om søen på vores mange daglige udflugter. Områderne rundt søen kan være vidt forskellige – det er surrealistisk at man på relativt kort tid kan opleve og se så meget forskelligt, det er virkelig imponerende, og jeg vil anbefale at du kommer rundt om søen og oplever det selv. På Campingpladsen Europa Silvella, boede vi det første år vi kørte til Italien. Den lå på den mindre turistede side af Gardasøen, ved Menerbabugten – et fantastisk frodigt og smukt område, med små historiske og meget autentiske byer og med let adgang til bjergene. Vi elskede campingpladsen, der havde en tilpas størrelse for os (mindre). Børnene kunne trygt rende frit på pladsen og lege, og poolområdet var rigtig fint. De havde et pizzaria helt ned til søen – her elskede ungerne at stå og kaste sten ud i søen, imens vi hyggede og spiste færdig i restauranten.
På Silvella boede vi først i et mobilehome, booket igennem Vaccansoleil, der var ingen træterrasse og det fortrød vi, da jorden udenfor var meget ujævn. På campingpladsen var der også mange italienske turister, der var også danskere og hollændere og belgiere, men det var en lille plads ift. de pladser du finder på den anden side, ved Garda og Bardolino, det er det vi bedst kan lide. Pladsen har et super fint animation team og der var både aktiviteter for børn og voksne. De ekstra bookede nætter boede vi i pladsens mest luksuriøse bolig helt ned til søen – det var helt igennem fantastisk og vi nød det så meget, at vi faktisk fældede en tåre, da vi kørte hjem mod danmark igen – det havde bare været den bedste ferie nogensinde!
Gardasøen byder på rigtig mange oplevelser, et smukt landskab og spændende gotiske borge og fantastiske bjerge med fin adgang for biler og mountainbike. Du spiser og drikker som en konge, hvis blot du sørger for at undgå de klassiske turistfælder. Et godt trick er at kigge efter hvilke restauranter italienerne selv spiser på og ellers undersøge området og tjekke TripAdvisor.
Endnu et par tips til kør-selv ferien er at du skal prioritere at bruge pengene på at leje en speedbåd. Det koster omkring 800-1000 kr for en HEL dag og det er en fuldkommen fantastisk oplevelse at sejle ud på søen og få en fornemmelse af dens storhed! Det er imponerende og du kan hoppe i fra båden og bade og udforske sider du ellers ikke kan komme til fra søbredden. Det er en smuk og fed oplevelse og særligt mand og børn er vilde med dette. Udover at leje en speedbåd, vil jeg også anbefale dig et par ture på vandcykel, det er sjovt og lækkert at rutsche direkte ned i søen fra den store vandcykel. Der findes mange tilbud om vandaktiviteter og det er lækkert at opholde sig ude på vandet på de varme dage. Havkajak er også en mulighed og det er også en ekstraordinær oplevelse. Mads er havkajakinstruktør og han er godt beskæftiget når vi er afsted, imens vi andre solbader og spiser gelato og drikker Aperol Spritz og slushice.
Forrige år fandt vi selv vores campingplads via Google Maps. En lille intim campingplads udelukkende med Italienske stamkunder. Campingpladsen var meget familiær og hyggelig. Den lå også rigtig godt og lige ved havnebyen, Moniga del Garda. Vi fik et fint forhold til ægteparret der ejede pladsen og det var virkelig et charmerende sted – vi var endda forbi dem på et visit igen sidste år, hvor vi spiste frokost hos dem. Vi boede i en super lækker hytte, Tulipano Den faste hytte/mobilehome havde en stor tagterrasse med den mest betagende udsigt over hele Gardasøen – det var vidunderligt og utrolig billigt ift. alle andre campingpladser. Camping Porto er en meget lille campingplads, det er trygt og hyggeligt og meget Italiensk.
Sidste sommer var vi afsted med vores bette campingvogn. Det var en helt anden oplevelse og en stor frihed. Det var genialt at vi bare kunne holde ind og sove når vi trængte til det og det var også rart at vi hele tiden havde et transportabel W.C med os, især ved kødannelse. Denne gang rejste vi til Italiens anden største sø, Lago Maggiore. Den smukke og meget rene sø ligger med spidsen inde i Schweitz og området er helt vidunderligt smukt. Vi boede på en super lækker campingplads, Isolino. En større plads end vi har været vant til fra tidligere. Det var som at være på Charterferie og pladsen var flot med en skøn udsigt. Søen var lækker at bade i og om aftenen faldt temperaturen til dejlige 25 grader. Der var lidt langt til byer og ikke i gå-afstand, hvilket gjorde at en uge her, var nok for os. Vi vil gerne se og opleve noget mere, og er ikke kun til badeferier.
Vi kørte derfor videre til Gardasøen, hvor vi valgte en lille campingplads på den anden side af søen. Camping Serenella. På denne side af søen havde vi aldrig boet, dog har vi været på en del dagsture til de populære og meget turistede byer. Pladsen lå 1 km fra Garda og 1 km fra Bardolino, her kunne vi gå langs promenaden ind til byen, hvor der var et mekka af shoppingmuligheder og restauranter. Her var super hyggeligt, men desværre alt for varmt i vores lille campingvogn, uden air-con. Vi boede her i 1 uge og pga. varmen kunne vi kun holde ud at bade og køre rundt i bilen for at opleve en masse andre områder om Gardasøen samtidig med at vi nød den svale temperatur fra vores air-con.
Næste gang vi skal på kør-selv ferie bliver det uden vores campingvogn, vi har nemlig erfaret at air-con ER et must! Friheden ved en campingvogn er skøn, men uden en air-con er det alt for hårdt. Mange campingpladser lejer køleskabe ud og det kan jeg varmt anbefale dig at gøre, hvis du bor i campingvogn. Har du tips til kør-selv ferien når det kommer til campingvogn, hører jeg også meget gerne fra dig.
På alle vores ture har vi besøgt forskellige vingårde. Vi har fået et par favoritter som vi har besøgt flere gange. Det kan anbefales, det er super spændende – der er noget helt særligt over at stå ude ved vinbonden og få hans historie og se hans passion og engagement – så smager det hele meget bedre. Du kan roligt køre ud til vinbønderne, de byder dig gladeligt velkommen, men sørg for at komme efter formiddagstid og vær oprigtigt interesseret og spørg ind til vin og produktion. Vi kører altid ud til de mindre vingårde, her har vi været heldig med at være de eneste turister, og vi har fået den helt store tour. Mange af vinbønderne har også en tilhørende restaurant – det er simpelthen helt igennem fantastisk at sidde og spise en lækker klassisk Italiensk menu og drikke de vin du allerede har smagt ved rundvisningen. Det er så autentisk! Vær OBS på at det er vigtigt at du opbevarer dine vinkøb køligt, både under dit ophold og på din hjemrejse. Læs mere om vores besøg på vingårde her: besøg på vingårde.
Stemningsbilleder fra Camping Porto

4 Comments