Rejseguide til storbyferie i København med børn
Jeg har glædet mig til at lave denne lille rejseguide til storbyferie i København med børn – det har længe været et ønske blandt faste læsere, og jeg er ved at sprænges af begejstring for at dele nogle af de bedste oplevelser og tips til en fed og børnevenlig storbyferie i vores smukke hovedstad.
Nedenstående indeholder reklame for Tivoli, Den Blå Planet, Experimentarium, Madklubben og Earlybird.dk, der har været så flinke at sponsorere henholdvis entre, frokost og en middag.
Storbyferie med børn er fedt
Mens mange andre var på skiferie i vinterferien, var vi på storbyferie i København. Vi havde fem hele dage til at lege turister i bedste stil. Vi bor i Nordjylland, så det er ikke ofte, at vi rejser til København – det er tit mere oplagt at rejse længere nordpå eller sydpå mod Tyskland og den vej ned. Derfor er en lille uge i København synonym med ægte storbyferie for os. Siden vores succesfulde ferie i Berlin, er vi blevet hooked på at hive ungerne med på storbyferier – de har både alder og interesse for det.
Rejseguide til storbyferie i København med børn
Planlægning af storbyferie med børn
En ting alle ferier har tilfælles, er at tiden flyver afsted. Før man får set sig om, er ferien slut. Derfor er det vigtigt at få noget ud af den dyrebare tid, særligt på en storbyferie hvor det kan være svært at vælge imellem de mange attraktioner og seværdigheder. Samtidig er det også rart at have tiden til blot at være tilstede, opleve byen og indsnuse det liv af mylder og kultur og ikke mindst den unikke stemning alle storbyer emmer af. Derfor vil jeg anbefale, at du er skarp på planlægningen. Ud af vores 5 dage havde jeg ladet 1½ dag stå helt åben med plads til det, der lige faldt os ind. Her var tid til at slappe af, gå på cafe, besøge familie og venner.
Hvor og hvordan skal I bo i København ?
Når vi er på storbyferie med og uden børn, foretrækker vi at bo centralt og meget gerne på Hotel. Der er mange muligheder for at bo i København, der er lejligheder, værelser, vandrehjem og hoteller. Jeg har gode erfaringer med at bruge søgeportaler som Booking.com og Airbnb for at finde den helt rigtige pris og belliggenhed. Du kan også på bedste jydemanér ringe direkte til hotellet for at høre, om de kan give en bedre pris, end der tilbydes på de forskellige online søgemaskiner – det har jeg haft held med et par gange. For os er det vigtigt at bo centralt, midt i byen lige der, hvor det hele sker, så vi kan komme rundt på gåben eller hoppe på metroen. Under dette ophold boede vi vildt centralt og godt på Copenhagen Star, der har nogle super fine og store familieværelser med fri kaffe og te. Hotellet lå i Istedgade ved Hovedbanegården, så det kunne ikke blive nemmere at komme rundt til de forskellige attraktioner.
De bedste oplevelser og seværdigheder til storbyferie i København med børn
Nationalmuseet
Indtil for et par år siden var der fri entre på Nationalmuseet, men nu er det blevet betalingskrævende – dog er det én af de billigere attraktioner i København. Har I flere dage i hovedstaden, er et visit på Nationalmuseet virkelig et must – her er utrolig mange spændende udstillinger der rammer alle aldre. Det er her, du kan se Solvognen, Guldhornene, Egtvedpigen, mumier og runesten og meget meget mere, der vil få dig til at tabe pusten i ren og skær ydmyghed og forbavselse over de mange gamle historisk skelsættende oldtidsfund og skatte fra en fjern tid – her er rig mulighed for at blive rørt og imponeret på et helt nyt plan. Her kan du nemt få tre timer til at gå uden at børnene mister tålmodigheden – tjek programmet for at se dagens aktiviteter.
Tivoli København
Er du på ferie i København med børn, kommer I ikke udenom smukke Tivoli. Jeg elsker Tivoli i København, der altid formår at overraske og imponere med deres forskellige sæsonsbestemte temaer og udstillinger – det giver lige et ekstra pift til stemningen. Altid er der en rød tråd at spotte i Tivoli til stor glæde for børn og barnlige sjæle. I vinterferien var temaet naturligvis Vinter i Tivoli, og det var smukt og gennemført. Vi varmede os med kakao og gløgg og dejlig mad i Tivolis nye Food Hall. Siden vores sidste visit var der kommet et par nye forlystelser, som børnene naturligvis var ivrige for at prøve. Til min store skræk fik de lokket mig med i flere af de rigtig slemme – jeg overlevede dog, og det gav et par billige street-point på morkontoen.
Experimentarium
Jeg har besøgt Experimentarium et par gange, og hver gang er jeg kommet ud med følelsen af, at tiden var al for knap. Derfor anbefaler jeg, at I afsætter en hel dag. Her er så meget at gå på opdagelse i, og det er svært at nå det hele på bare 3-4 timer. Næste gang vi besøger Experimentarium, vil jeg sørge for, at vi kommer når de åbner og går hjem, når de lukker.
Innovativt og lærerigt
Experimentarium er et fantastisk sted, det er genialt for børn og legeglade voksne, og for dem der elsker at undersøge ting og eksperimenterere med alt. Innovativt, lærerigt og top underholdende er ord der kendetegner oplevelserne, og jeg vil bare sige, at entreprisen er alle pengene værd. På Experimentarium finder I også forskellige fascinerende udstillinger – vi var heldige at se den verdensomspændende udstilling om kroppen, Body Worlds. Tjek deres website for at holde Jer ajour med hvilke udstillinger og events der kører.
Den Blå Planet
Nordeuropas største akvarium er en super fin attraktion til familier med børn i alle aldre – det er særlig genialt at aflægge et visit på dage med dårligt vejr. Vi nød dog nogle gode timer blandt hajer, oddere og flotte koralrev mens solen strålede fra en skyfri himmel – det nød vi godt af på de flotte udendørsarealer på Den Blå Planet. Planlægger i at besøge det store akvarie, er det en god ide at læse dagens program og planlægge ud fra det, da de laver mange spændende og meget børnevenlige foredrag og aktiviteter.
Ud at spise på storbyferie
København er et sandt madmekka med mulighed for smæk på smag og mangfoldighed, når det kommer til restauranter – det kan være ganske uoverskueligt at udvælge dagens eller aftenens spisested. Hvis ikke familien udelukkende skal leve af junkfood og tvivlsomme madoplevelser hos de klassiske familierestauranter/kæder, vil jeg varmt anbefale dig at tage et kig på Earlybird.dk, der også har en super god app, der omgående giver dig et godt overblik over hvilke restauranter, der udbyder særlige tilbud den pågældende dag. Det er virkelig et genialt og bæredygtigt koncept, der både gavner værter og gæsters pengepung. Hos Earlybird er der ofte op til 50% at spare, og det er virkelig lækre restauranter og menuer, der er i udbud. Vi testede det selv et par gange under vores seneste ophold – det fungerede perfekt, og det må absolut være mit bedste tip ift. bespisning og gastronomiske oplevelser til familien, der ikke vil gå på kompromis med madoplevelserne.
Shopping og cafehygge
Et af danmarks bedste shoppingcentre ligger på Frederiksberg, her finder du tonsvis af lækre butikker under et tag og metroen er nabo til centret, så det er meget nemt at komme hertil. Lige overfor Frederiksberg centret ligger den skønne restaurant Madklubben Frederiksberg. Jeg vil anbefale dig at booke et bord her, hvis du skal på shopping med din veninde, mor eller kæreste. På Madklubben har de super flotte cafepriser og serveringer på restaurantniveau. Der er plads til alle målgrupper, mødregruppen, studiegruppen, børnefamilierne og forretningsfolkene. Her kan du forvente velsmagende ærlige hjemmelavede retter samt en varm og hyggelig atmosfære. Vi spiste en frokost på Madklubben, og det var rigtig lækkert.
Strøgtur
En god storbyferie i København indbefatter også et par ture op og ned ad Strøget med lidt klassisk jydeosen og shopping – her kommer du ikke langt med at prutte om prisen, til gengæld er konkurrencen stor og tilbuddene står i kø, hvis blot du ser dig godt om. Jeg elsker Strøget, Storkespringvandet, La Glace og Rundetårn – på en god strøgtur, når I snildt omkring det hele på et par timer. At hvile de trætte turistben ved at drikke eftermiddags kaffe/kakao i selskabet til en fornem kage på et af de ældste og fineste konditorier i København, er også en stor oplevelse – i hvert fald for vores børn, der nøje udvalgte de helt rigtige stykker lagkage.
Gratis attraktioner
Har i god tid, er Christiansborg klart et besøg værd – udover den imponerende bygning er her også mulighed for at få en guidet tur rundt på slottet mod betaling. Her kan du gå på opdagelse i Det Kongelige Festkøkken, Ruinerne under Christiansborg og De Kongelige Stalde, hvor de smukke hvide heste er opstaldet. Et visit i Tårnet må du ikke snyde dig selv for – her kan du få dig et flot kig over København, og på klare dage kan du se så langt øjet rækker. En tur i Tårnet er ganske gratis, og det er en rigtig fin oplevelse. Er du sulten, kan du booke et bord på restauranten, der vel nok kan bryste sig af at have Københavns bedste udsigt.
Nyhavn
At nyde en frokost eller et par kølige øl og vand i solen ved en af Nyhavns mange fine gamle udendørsbeværtninger er for mig lig med Københavnerferie. Der er så skønt på Nyhavn, og når solen skinner, findes der intet bedre end blot at sidde og nyde udsigten og kigge på de mange forskellige personligheder, der passerer.
Vagtskifte på Amalienborg
Selvom vi ikke er udpræget royalister, er det sjovt at se et vagtskifte på Amalienborg slot. Det er spændende for børn, og du kan passende få liret en masse historie af undervejs – det sluger vores unger råt, og der er altså noget fascinerende over al den ståhej, der er omkring kongehuset. Er du ved Christiansborg, kan du følges med soldaterne ved vagtskifte til Amalienborg mens I nyder den gode musik, der spilles undervejs – det er der ret stor herlighedsværdi over, og det skaber en skøn jovial stemning.
Den lille Havfrue
En god cykel- eller spadseretur i solskin langs Langelinie er oplagt efter et visit på Amalienborg slot. Undervejs på turen møder du en fin maritim stemning, mange flotte monumenter og mindesmærker samt en flot nygotisk kirke. Også her findes en spændende historie bag, som du kan indvie børnene i. Den lille Havfrue sidder på en stor sten ude i vandet. Havfruen i sig selv er ikke et spektakulært syn, men historien bag er jo ganske sød og interessant. Det er en af de gode gratis seværdigheder, der kendetegner København.
Nettobådene
Er i heldige med vejret, er det ret fantastisk at se nogle af de historiske bygninger og steder præsenteret fra vandet, mens du sidder godt til rette i en af Nettobådene. En kanalrundfart i Nettobådene er en hyggelig, lærerig og billig aktivitet der hverken kræver planlægning eller introduktion. Entreprisen ligger på omkring 20 kroner for børn og 50 kroner for voksne og turen rundt i Københavns kanaler med guide er virkelig prisen værd – her kommer udtrykket value for money til sin ret.
Jeg håber, at du kan bruge min rejseguide til storbyferie i København med børn som inspiration til din næste ferie til vores smukke hovedstad – har min guide affødt spørgsmål, er du meget velkommen i kommentarfeltet i nedenstående.
Rigtig go´ferie
Tina Westergaard Møller
23. april 2019 at 19:03Fantastisk guide og lækre billeder 😀 Tror du små børn (3 og 4) vil få noget ud af eksperimentarium eller skal de være større?
Anne Sofie
23. april 2019 at 19:13Hej Tina, mange tak for det, jeg håber, at guiden kan hjælpe lidt. På Experimentarium er der noget for børn i de fleste aldre – vi mødte rigtig mange børn på den størrelse, så det tænker jeg bestemt 🙂
madtilmor
23. april 2019 at 21:45Miniverset på Experimentariet er for de helt små og et stort hit hos mine poder?
Bianca
23. april 2019 at 19:05Lyder skønt. Den må jeg huske næste gang vi skal på tur til hovedstaden ?
madtilmor
23. april 2019 at 21:43Tak for god og inspirerende guide! Nogle gange glemmer man at være turist i egen by… Mine unger kender attraktionerne i Nordjylland, for dér tager vi på ferie op til mormor og morfar. Men Nationalmuseet og vagtskiftet på Amalienborg har de endnu til gode at opleve, for “det kan man jo altid gøre”??
Anne Sofie
24. april 2019 at 05:20Ja det er rigtigt, det kender jeg godt 🙂 I det hele taget er vi ikke gode nok til at lege turister i vores eget land, men måske bliver det denne sommer 🙂
Bine
27. april 2019 at 19:55Sikke en lækker lækker guide. Vil vi helt klart bruge.