Opskrift på fransk ratatouille
“En opskrift på fransk ratatouille er det noget du har liggende på bloggen Fie”, lød det fra kollega for snart mange måneder siden. Det er det bestemt. Du kan finde flere versioner ved at skrive ratatouille i søgefeltet. Her er det dog listet som tilbehør til kød, hvilket kan virke lidt uoverskueligt, hvis du leder specifikt efter ratatouille. Jeg tænker, at det er på tide at lade den franske klassiker spille hovedrollen i en opskrift.
Ratatouille er godt som tilbehør til rigtig mange retter, en sikker favorit herhjemme. Jeg elsker alt ved ratatouille. Saucen har en virkelig dejlig syre og intens tomatsmag der matcher de fleste stykker kød – det er med til at bringe hele måltidet et niveau op. Spis det til en god rød bøf, en krydret steg, grillet porchetta, helstegt kylling eller andebryster m.m. Pasta og ratatouille klæder også hinanden rigtig godt, ligesom det smager dejligt i en omelet og i lasagne. Saucen er tilpas fyldig til at udgøre et godt vegetarisk måltid, her kan du med fordel tilsætte lidt linser, bønner og æg og spise groft brød til.
Pocheret æg i lækker italiensk tomatsauce – nem og lækker vegetarret, find den her
Ratatouille – at røre rundt i
Ratatouille er fransk og betyder noget i retningen af varianter af touiller – at røre rundt i. Retten er en provencalsk grøntsagsret bestående af løg, squash, peberfrugter, aubergine og tomater langsomt sauteret i olivenolie, hvidløg og krydderurter tilsat god eddike. Jeg sauterer altid grøntsagerne på en pande, men de kan også bages i ovn og efterfølgende overhældes af tomatsauce. Ratatouillen er i sig selv enormt æstetisk, jeg kan bedst lide den rustikt serveret, lige som den er. På Pinterest kan du finde mange smukke måder at dekorere den franske ret på, det ser bragende godt ud, men kan smagen leve op til udseendet ? måske – jeg tvivler. Find inspiration her.
Opskrift på fransk ratatouille
Ingredienser
- 4 spsk olivenolie
- 4 fed hvidløg
- 2-3 stk rødløg
- 1 stk frisk chilifrugt mild
- 2-3 spsk tomatpure
- 3-4 stk peberfrugter i forskellige farver
- 1-2 stk squash
- 1 stk aubergine
- 2 dåser cherrytomater Øko el. Mutti.
- 2 spsk lys eddike sherryvineddike, hvidvineddike, havtorn.
- 2 spsk citronsaft
- 1 håndfuld basilikumblade
- 1 tsk basilikumeddike
- 1 spsk finthakket frisk salvie
- 1 spsk finthakket bredbladet persille
- 1 tsk salt og peber
Sådan gør du
- Skær grøntsagerne i grove stykker, finhak hvidløg og chili. Svits løg og chili i olivenolie på en varm sauterpande i kort tid.
- Tilsæt 1 spsk. tomatpure, lad det svitse ganske kort tid sammen med løgene. Tilsæt alle grøntsagerne.
- Hæld eddike og citronsaft over grøntsagerne og lad det koge lidt op. Tilsæt da tomater og basilikumeddike samt krydderurter og tomatpure, lad det simre i mindst 30 minutter.
- Smag til med salt og peber, citronsaft og krydderurter. Ratatouillen er færdig, når konsistens og smag er, som du ønsker.
Rigtig go´appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg svarer altid igen og forsøger at hjælpe.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er så hyggeligt og sjovt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie