Opskrift på den dejligste blommetrifli
Denne opskrift på den dejligste blommetrifli er både let syrlig og sød på samme tid – det er virkelig lækkert sammen med råcreme, makroner og æblerasp. Mit skønne blommetræ bugner, så jeg har været flittig i køkkenet med at fremstille lækkerier med blommer. Mit bedste tip til dig der vil i gang med at udstene blommer : brug køkken/madhandsker. Blommer afgiver en yderst genstridig farve, der nærmest skal slides væk. Det havde jeg i første omgang gladeligt glemt alt om, hvorfor jeg i to uger har gået rundt med negle og fingre, der så møgbeskidte ud – så på med handsken.
Blommetrifli er en ret skøn mormorklassiker, der sjældent skuffer som dessert efter et skønt måltid. Jeg elsker, at kunne gemme sæsonens dejlige frugter ved bl.a. at fremtrylle marmelader, saft, saucer og gelé. På denne måde kan jeg forlænge smagen af sommer og få glæde af de skønne frugter i lidt længere tid. Næste år glæder jeg mig til at få gang i mange flere drivhusprojekter, det er bare så fedt med en gave fra min have.
Blommens mange anvendelsesmuligheder
Udover blommetrifli har jeg lavet en vidunderlig blommemarmelade, asiatisk inspireret blommesauce som dippelse til friske forårsruller, nuggets, wok og fiskeretter. Mange skønne salater med blommer og blommesaft er det også blevet til, og jeg er nok ikke helt færdig endnu. Er du også vild med blommer, vil jeg anbefale dig at prøve min opskrift på syltede blommer i whisky – perfekt til isdesserter og osteanretninger.
Opskrift på den dejligste blommetrifli
Ingredients
Blommekompot
- 600 gram blommer
- 4 spsk. marsalavin/amaretto/sherry eller portvin
- 4-5 spsk. brun farin afhængig af sødmen i blommen
- 1 tsk. citronskal
- ½ stk. vaniljestang
- 1 lille kvist rosmarin
- 2 spsk. maizena majsmel i lidt vand
Råcreme
- 2 bægre pasteuriserede æggeblommer
- 50 gram sukker
- ½ stk. vaniljestang
- 2½ dl. piskefløde
Øvrigt
- 10 stk. makroner
- 4 spsk. æblerasp
- 1 spsk. hakkede saltede pistacienødder
- 4 stk. mynteblade
Instructions
Blommekompot
- Skyl blommerne, fjern stenen, og skær dem i mindre stykker. Varm blommerne op i en gryde sammen med marsalavin, brun farin, rosmarin, citronskal og vaniljekorn (og vaniljestang) under lave temperaturer og med forsigtig omrøring.
- Når blommerne har en passende blød konsistens, fiskes rosmarin og vaniljestang op, smag saucen til med brun farin og rør herefter en anelse jævning i. Hæld blommerne i et skoldet glas eller bøtte med låg og stil på køl, indtil desserten anrettes.
Råcreme
- Pisk æggeblommerne hvide med sukker, flæk den halve vaniljestang og skrab kornene ud med en kniv og pisk dem i æggesnapsen.
- Pisk fløden til skum og vend den forsigtigt i æggesnapsen med en dejskraber.
Trifli
- Læg blommerne i lag med råcreme og knuste makroner, drys med æblerasp og evt. pistacienødder på toppen, pynt med mynteblade.
Rigtig go´appetit!
Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg forsøger altid at hjælpe.
Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er hyggeligt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.
De bedste hilsner
Anne Sofie

1 Comment