Super lækker forret med asparges og artiskokker
I dag får du (endnu) en super lækker forret med asparges og artiskokker. Lige nu er der sæson for de hvide asparges, og det er noget, jeg benytter mig af. Som du måske har bemærket, er jeg vild med hvide asparges – vi spiser dem igen og igen i nye og forskellige variationer.
Kombinationen af asparges med parmesan, artiskokker med smør og avokado med citron er super lækker. Avokadoen spiller ikke den store rolle i denne ret, men den tilfører retten en fedme og en god cremet konsistens, der fungerer som en fin modvægt til de hovedroller – aspargesne og artiskokken.
Prøv også denne super lækre forret: Hvide asparges med grønlandske rejer og hollandaisesauce
Når man spiser artiskokker, skal man forvente at få ret grattede fingre. De små blade plukkes og dyppes i smør og salt, og med fortænderne trækker man artiskokkødet ud af bladet ved det inderste lag (det hvide i enden af bladet) Når alle blade er spist, er der det lækre artiskokhjerte tilbage – det er gemt bag artiskokhår. Artiskokhjertet er ikke ret stort, men det smager dejligt. Når du har fortæret din lune artiskok, sidder du tilbage med fedtede fingre og et kæmpe læs skrald på tallerken – en ordentlig omgang gratværk. Til gengæld får du også en rigtig god madoplevelse. Udover at smage godt og anderledes, er artiskokker også utrolig smukke! Når man plukker bladene er det lidt som at se en blomst udfolde sig lidt efter lidt – tæt på at være en æstetisk sanselig oplevelse!
Dette skal du bruge (2 pers.)
- 2 artiskokker
- 8-10 hvide asparges
- En halv avokado
- Lidt revet parmesan
- 1 citron
- Smør
- Flagesalt og peber
Sådan gør du
- Start med artiskokkerne. Knæk de yderste grimme og seje blade af. Skær stammen af så du får en plan flade, der gør, at den kan stå oprejst.
- Kom artiskokkerne i koldt vand sammen med saften fra en halv citron og lidt salt. De skal koge i ca. 25-35 minutter, afhængig af størrelse.
- Imens artiskokkerne koger, skræller du dine asparges. Steg dem møre på en pande/grillpande i en god klat smør. Læg aspargesne på en tallerken og krydr med salt og peber og drys med frisk revet parmesanost.
- Når artiskokkerne er færdige afdrypper de med hovedet nedad i en si.
- Fjern de yderste blade af artiskokken og placer den på en tallerken. Kom en venlig klat smør ovenpå den lune artiskok og drys med læsøsalt eller anden flagesalt. Læg asparges og et par skiver tyndskåret avokadoskiver med citron på tallerkenen. Pynt med dild eller persille.


Rigtig go´appetit!
