Hjemmelavet frisk pasta med sommerens dejlige råvarer
Jeg elsker hjemmelavet frisk pasta særligt i samspil med sommerens nye fine sprøde råvarer. Denne ret er virkelig skøn, den smager og dufter af sommer og sol – det gør bestemt heller ikke noget, at der er knald på farverne. Retten er vegetarisk og består primært af hjemmelavet frisk pasta med grønne asparges, friskbælgede ærter, ovnbagte cherrytomater, forårsløg og en rigtig lækker sauce med dild, fløde, parmesanost og marsalavin (jeg havde en rest i køleskabet, hvidvin kan også bruges).
Salat med grillet vandmelon
Som tilbehør fik vi grillet (afkølet) vandmelon med salatost, tynde skiver radise, hvidløgsflager, saltede cashewnødder og frisk basilikum med en dressing af olivenolie, honning, salt og peber. Simpelt og super lækkert! Grill vandmelonskiverne i forvejen og kom dem på køl.
Det tog mig lidt over en ½ time at fremtrylle denne udsøgte sommermiddag, fordi jeg havde taget en klump frisk pastadej op af fryseren om morgenen, men så fik jeg også lavet frisk pasta til to aftenener. Det behøver jo ikke at være så langhåret at servere en portion hjemmelavet frisk pasta, blot man er lidt på forkant. Derfor laver jeg altid store portioner pastadej, når det en alt for sjælden gang hænder, at jeg laver pastaproduktion i køkkenet. Der findes næsten intet bedre end hjemmelavet pasta i fryseren.
Hjemmelavet frisk pasta med sommerens dejlige råvarer
Dette skal du bruge
- Ca. 500 gram hjemmelavet frisk pasta (skåret som pappardelle)
- 3 stængler forårsløg
- ca. 200 gram cherrytomater på stilk
- 6-8 basilikumblade
- 2 fed hvidløg
- 1 bundt friske grønne asparges
- ca. 150-200 gram friskbælgede ærter
- ½ dl. tør marsalavin eller hvidvin
- 1 dl. fløde
- 2 spsk. æblecidereddike
- ca. ½ dl. god olivenolie
- ca. 100 gram revet parmesanost samt lidt til toppings
- 2 bundt dild, gem lidt til pynt
- Salt og peber
Sådan laver du hjemmelavet frisk pasta med sommerens dejlige råvarer
- Skyl og halver cherrytomaterne, læg dem i et ildfast fad og hæld lidt olivenolie og æblecidereddike over. Drys med salt, peber og lidt finthakket hvidløg og frisk basilikum. Kom fadet med cherrytomater i en forvarmet ovn i på 200 grader i ca. 30 minutter, vend tomaterne et par gange undervejs. Ta´fadet ud og hæld tomaterne over i en anden beholder indtil du skal bruge dem.
- Knæk bunden af de grønne asparges, skær dem i tre dele og bælg ærterne. Hak dild og skær forårsløg og hvidløg i tynde skiver.
- Svits løg og hvidløg i lidt olivenolie, kom de grønne asparges ved og tilsæt nu marsalavin eller hvidvin, lad det fordampe lidt og hæld da piskefløden ved. Smag til med salt, peber og tilsæt revet parmesanost.
- Tilsæt de friskbælgede ærter, dild, ovnbagte cherrytomater og til sidst den friske pasta pappardelle. Vend et par gange og server.
- Pynt med dild, parmesan og olivenolie.
Pastadej (stor portion)
- 50 durumhvedemel
- 350 gram tipo 00 hvedemel
- 5 store friske æg
- 1 tsk. salt
- Lidt olivenolie til hænderne når dejen æltes.
Sådan laver du pastadejen
- Når du er klar til at lave pastadejen, vejer du melet af og enten laver du det vulkanformet direkte på køkkenbordet eller i en stor skål, hvis du da laver en stor portion pastadej.
- Med en finger laver du en lille fordybning i mel-vulkanen hvori æggene et efter et slås ud. Med en gaffel pisker du æggene, der lidt efter lidt vil tage melet med. Når du nærmer dig en grødlignende konsistens, begynder du at ælte til en samlet dej.
- Er dejen for tør, kan du fugte hænderne med en god olivenolie eller lidt vand, indtil du er tilfreds med konsistensen igen. Dejen skal æltes godt, det tager kræfter og tid.
- Pak den færdige pastadej ind i madfolie og læg dejklumpen på køl i mindst en halv time.
- Brug en pastamaskine eller en kagerrulle til at rulle dejen ud. Jeg vil anbefale dig, at bruge en traditionel pastamaskine som min fra Jamie Oliver, denne her (←reklame-link) den har jeg anbefalet flere gange netop fordi den er god og billig.
- Er du i tvivl om, hvordan du ruller din hjemmelavede pasta og bruger en pastamaskine, vil jeg anbefale dig at se denne video. Skær din pappardelle ud med en kniv eller et pizzahjul, hæng strimlerne på et pastastativ hvis du har et, eller vær kreativ ligesom jeg → se billede.
- Kog pastaen i spilkogende saltet vand i ca. 2-3 minutter og hæld forsigtigt den hjemmelavede friske pasta over i et dørslag.
Prøv også min opskrift på disse skønne ravioli : hjemmelavede ravioli med portobellosvampe og mascapone.
Rigtig go´appetit!
2 Comments