Madanmeldelse på Severin – sponsoreret indhold
Jeg har fået den fornemme opgave at lave en madanmeldelse på Severin – en opgave lige efter mit hjerte og ikke mindst gane. Restauranten på Severin er stor og rummelig med god plads mellem bordene, det er jeg vild med, og det er noget jeg bemærker hver gang, jeg er på restaurant. Jeg ærgrer mig over det, når der er for lidt afstand imellem bordene på en restaurant, og man sidder parvis klods op ad hinanden – det kan være lidt grænseoverskridende og ubehageligt. Jeg kan godt lide, at der er plads til private samtaler og til at nyde en intim restaurantoplevelse med sin udkårne – et undervurderet og desværre ofte nedprioriteret hensyn i restaurationsbranchen. Under vores besøg var restauranten næsten fyldt, og alligevel var der en forbavsende ro i lokalet. Folk snakkede og hyggede sig, og det var rigtig rart, at man ikke kunne følge med i andres samtaler. Det smukke lyse lokale ligger med en flot udsigt over lillebælt, og der er udsyn til at nyde en smuk solnedgang. Det var fantastisk at sidde der med panoramaudsigt og nyde solens nedgang og havets spejlen med sin bedre halvdel – utrolig romantisk! Læs om opholdet på Severin lige her
Madanmeldelse
Menuen for uge 30 på Severin. Gavmilde og flotte anretninger til meget venlige priser.
3 retters menu med tilhørende flot vinmenu
- Let spicy gazpacho. Vin : Chablis Domaine de Vaudon 2014
- Urtestegt svinefilet. Vin : Valréas Cótes Du Rhóne Villages 2014
- Chokoladekage med skovbær og vaniljecreme/ Osteanretning. Vin : Les Pins – Monbazillac 2014
Forret : Let spicy gazpacho med sprød chorizo – Chablis Domaine de Vaudon
Den kolde gazpacho var generøst krydret med små stykker røget chorizo – en spændende overraskelse, der var på nippet til at være en anelse for dominerende. Suppen havde en fin balance mellem syre og sødme og cremefraichen gav suppen friskhed og lidt fedme, der spillede godt sammen med det lille bid fra chili. En gazpacho med en meget dejlig konsistens, bid og kraft – en voksen og velsmagende forret, der i samspillet med hvidvinen var rigtig lækker.
Hovedret : Urtestegt svinefilet – Valréas Cótes Du Rhóne Villages 2014
Flot veltilberedt svinefilet med en utrolig mørhed og god kødstruktur. Det møre svin var krydret med et mix af urter og smagte super lækkert. Med et gavmildt udvalg af tilbehør til svinefileten var hovedretten en succes. Rødvinen var et fint valg, den var let og frisk og passede godt til kød og det lette tilbehør.
Dessert : Chokoladekage og osteanretning – Les Pins – Monbazillac 2014
Til dessert fik min mand osteanretning, mens jeg fik serveret chokoladekage med vaniljecreme og skovbær. Osteanretningen bestod af to unika oste fra Arla og en Vesterhavsost. En dessert der faldt i særdeles god jord hos min mand, der under hele måltidet havde et saligt og lykkeligt udtryk i ansigtet. Vi byttede undervejs, så vi fik smagt begge herligheder. Chokoladekagen var lækker aromatisk og svampet, en dejlig intens chokoladesmag. Vaniljecremen var dejlig let og frisk, men lidt tam mod den kraftige chokoladekage og de syrlige bær. Dessertvinen var virkelig lækker, den ledte mine tanker henimod Sauterne, og den passede super godt til begge serveringer.
Madanmeldelse på Severin – en sand fornøjelse
En middag på Severin må man ikke snyde sig selv for. For bare 185 kroner får du to flotte velsmagende retter, en dessert kan tilkøbes for små 55 kroner. En rørende flot pris for en lækker middag med gode råvarer. Én af tjenerne fortalte en tankevækkende historie om et par, der hele ugen havde boet på Severin. Hele ugen havde de spist ude på forskellige restauranter, da de ikke forventede at maden på Severin ville være noget særligt, grundet den billige pris – da de sidste aften var for trætte til at gå ud, spiste de i restauranten. De var chokerede over det gode måltid og ærgrede sig over, at de var gået glip af ugens menu. Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over denne historie, og netop derfor er det mig så påliggende, at fortælle den gode histore om Severin. Et sted med gode værdier og et højt serviceniveau på alle kanter.
Med en uhøjtidelig og utrolig venlig servering, den betagende udsigt og de skønne omgivelser, er Severin garant for en god middagsoplevelse. Det er ikke udpræget stor-gourmet med imponerende æstetiske anretninger, og det er heller ikke meningen. Det er ærlig og overordentlig god mad og store portioner, der tilfredsstiller enhver sult og til prisen, tror jeg ærligt ikke, at det kan findes bedre. Det har været en stor fornøjelse at lave madanmeldelse på Severin.
Tak til Arne Bramsen, Jakob Winther Nielsen og Susan Warming Marxen for en rigtig dejlig middag.
Madanmeldelse på Severin er foretaget lørdag d. 29/7-2016
1 Comment