Blog posts

Hvidvinsdampet skærisingfilet med dild

Hvidvinsdampet skærisingfilet med dild

Mandagsfisk

Hvidvinsdampet skærisingfilet med dild 

Hvidvinsdampet skærisingfilet med dild gør hele processen med at øve mig i at spise fisk betydeligt nemmere. Det er ingen hemmelighed, at det er svært for mig at spise fisk. Jeg kommer fra et hjem med en mor, der var fiskeallergiker, der naturligvis var meget hysterisk overfor al mad med fisk og skaldyr.

Selv havde jeg helt op i mine teenageår en del allergiske reaktioner overfor en række fisk. Jeg fik voldsomt eksem i hele ansigtet, på halsen, på mit bryst – det sved og kløede afsindigt og hævede op. Lægens forklaring var allergi – det er heldigvis noget, jeg med alderen er vokset fra, men på en eller anden måde sidder frygten for fisk fortsat latent i mig. Igennem min opvækst lærte jeg, hvor vigtigt det var at holde mig helt fra fisk. Jeg husker, at jeg flere gange var lidt bange for det på min mors vegne, når vi var ude at spise – det kunne være farligt for hende, at spise noget der havde været i berøring med fisk og skaldyr. 

At rykke grænser

Derfor er det også den dag i dag meget grænseoverskridende for mig at spise fisk, hvilket for nogle kan være svært at forstå og respektere. Jeg er ofte blevet kaldt kræsen og blevet bedt om forklaring ved selskaber, hvor der typisk serveres fisk som forret. Det har flere gange været nemmere for mig, at påberåbe mig forklaringen om allergi, for netop at slippe for folks tvivlende blikke. 

Prøv denne fantastiske forret med hvide asparges med grønlandske rejer 

Mandagsfisk

Herhjemme har manden indført mandagsfisk – et koncept der går ud på to ting. 1: at få familien til at spise fisk mindst én gang ugentligt. 2: at holde mig til ilden i forhold til fortsat og kontinuerligt at udfordre mig selv i at spise fisk – målet er, at jeg en dag oprigtigt kan nyde det. Mads har med stor succes lavet et par gode fiskeretter på det seneste, som jeg kunne spise mig mæt i.  Det i sig selv er vildt imponerende og motiverende. Faktisk er denne opskrift udtænkt af Mads, der freestylede undervejs i tilberedningen – jeg synes, den er så god, at den skal have en plads på domænet.  

Handicappet madblogger

Jeg synes mandagsfisk, er verdens bedste idé, for jeg vil virkelig gerne kunne nyde fiskeretter ligesom alle andre. Fiskeretter ser ofte helt fantastiske ud, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan få samme gode oplevelse med at spise dem som resten af familien. Derudover er fisk jo sundt, og virkelig svært at gå udenom ved middage, på ophold, restauranter og når jeg laver madanmeldelser. Det nytter simpelthen ikke noget, at jeg som madblogger ikke spiser fisk. Jeg er jo praktisk taget handicappet som madskribent. 

Prøv også denne simple hverdagsret spaghetti carbonara med rucolasalat og rejer   

Selvom jeg endnu ikke er den store fiskespiser, kan jeg godt lide at lave retter med fisk, ligesom jeg elsker at tage på fisketur med familien. Jeg glæder mig til at dykke ned i det store bassin af fiskeretter og eksperimentere med en masse nye retter. Næste gang jeg selv skal lave en fiskeret, vil jeg lade mig inspirere af Mad-til-mors fine opskrift på fiskepakker. Jeg er vild med ideen om at anrette en lille pakke til spisebordet, der indeholder små overraskelser. Jeg tænker, at jeg vil lave noget med en lys og mild fisk, da jeg fortsat er ret nybegynder udi at spise fisk.  

Hvidvinsdampet skærisingfilet med dild 

Dette skal du bruge
  • 6 stk. pæne skærisingfilet fra fiskehandleren
  • 1 bundt dild
  • Ca. 1 dl. halvtør frisk hvidvin
  • 50 gram smør
  • 2-3 spsk. citronsaft
  • 1-2 tsk. sennep
  • 1½ dl. piskefløde
  • 600 gram kartofler
  • 1 bundt grønne asparges
  • 1 dl. fine grønne ærter, gerne friskbælgede
  • 2 gulerødder
  • 1 dl. mælk
  • 1 spsk. hvedemel
  • Salt og peber
Sådan gør du
  1. Skræl kartoflerne og bring dem i kog i saltet vand der dækker. Skræl gulerødder, skær dem i små firkanter og blancher dem i saltet vand i nogle minutter – afkøl dem straks herefter i iskoldt vand. Brug evt. ventetiden op at forberede en sprød salat som tilbehør til måltidet.  
  2. Hak dilden, men gem nogle stilke til at fylde ind i de sammenrullede fisk. Når kartoflerne har kogt i ca. 10 minutter, kan du starte saucen med en opbagning.   
  3. Smelt 2 store spiseskefulde smør i en kasserolle og  tilsæt omkring 1 spiseskefuld hvedemel. Svits melet af i smørret og tilsæt 2 dl. kogevand fra kartoflerne lidt efter lidt til saucen er godt lind. Tilsæt herefter lidt mælk efter behov.
  4. Lad saucen småsimre mens den tilsættes hakket dild, citronsaft og sennep. Tilsæt nu en sjat piskefløde til saucen. Lad saucen småsimre ved lave varmegrader mens fisken forberedes.   
  5. Krydr dine skærisingfiletter med salt og peber og læg et par kviste dild på den tynde ende af fisken og rul den nu sammen mod den tykke ende.
  6. Damp dine skærisingfiletter i rigeligt smør og hvidvin i en sauterpande med låg i max 5 minutter eller til fisken er perfekt tilberedt – hold øje, det er svært at give et nøjagtigt bud afhængig af størrelse og tykkelse på fisken. Imens laver du din senneps -dildsauce færdig.
  7.  Kom nu fine ærter og gulerødder i saucen, varm op og smag til med citronsaft, salt og peber. Damp dine grønne asparges i smør og saltet vand i nogle minutter. 
  8. Server med salat, kogte kartofler, hvid sauce os grønne asparges. Pynt med dild. 

Skærisinfilet

Hvidvinsdampet skærisingfilet med dild Hvidvinsdampet skærisingfilet med dild Hvidvinsdampet skærisingfilet med dildIngen fisk uden hvidvin

En regel herhjemme er, at mandagsfisk også er lig med hvidvin – jeg spiser ikke en fiskeret uden at nyde et køligt glas hvidvin til. Det er et fint kompromis, og fisken smager altså bedre sådan. En anden regel er, at vi kun køber helt friskfanget frisk fra fiskehandleren, det koster lidt mere, men giver en bedre oplevelse.

Rigtig go´appetit! 

Har du spørgsmål eller kommentarer til mine opskrifter, er du meget velkommen i nedenstående kommentarfelt – jeg svarer altid igen og forsøger at hjælpe.

Når du går i gang med mine opskrifter, må du meget gerne bruge hashtagget #madfilosofie på Instagram eller @madfilosofie på Facebook, så jeg kan følge lidt med hos dig. Det er så hyggeligt og sjovt at være med på sidelinjen og se mine opskrifter få nyt liv.

De bedste hilsner

Anne Sofie

”Signature”

About the author

Livsstilsblog med fokus på mad, vin, rejseguides og anmeldelser.

4 Comments

  1. Line
    16. februar 2019 at 9:35 PM
    Reply

    Uhm, det lyder lækkert! Hvor er det fedt, at du udfordrer dine mad-traumer – og jeg er vild med reglen om den kølig hvidvin? Helt enig i, at fisk fra fiskehandleren er værd at prioritere. Jeg kan også anbefale fiskekasserne fra Skagen Foods. De er med til at gøre, at vi får spist fisk på jævnlig basis og udfordrer os til at prøve nye varianter?

    • Anne Sofie
      16. februar 2019 at 10:38 PM

      Det er en super god ide, men det er jeg slet ikke klar til endnu 🙂

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.