Blog posts

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit

Anmeldelser

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit

I weekenden var vi på et gastronomisk ophold på Fyrklit i Hirtshals, læs mere om opholdet her. Én af opgaverne var at lave en madanmeldelse – en opgave jeg har set frem til længe. For et par år tilbage havde vi fornøjelsen af at spise på Restaurant Fyrklit, og allerede dengang var jeg overrasket over pris og kvalitet. Siden har køkkenet og restauranten har fået sig lidt af en opgradering ved navn, Simon Emil Christensen og Stefan Vilsen. I dag har det charmerende og unge makkerpar taget Nordjylland med storm –  deres sans for gastronomi og service står som et lysende fyrtårn for hele Vendsyssel.

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Simon Emil Christensen
Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Stefan Vilsen

Nærværende betjening

Fyldt op med gode indtryk fra eftermiddagens møde med naturens storhed og fulde af forventninger til aftenens gastronomiske oplevelse sætter vi os til bords kl. 18.30 lørdag aften. Der er flere selskaber i restauranten bl.a. et sølvbryllup på en 8-10 personer og et personalearrangement med nogle meget tørstige mænd og en enkelt dame. Der er en afslappet og uhøjtidelig stemning, og det er tydeligt, at folk hygger sig. Der bliver holdt taler og sunget en sang med lidt for mange vers. Vi har fået en varm velkomst, både af restaurantchef Stefan Vilsen der præsenterer os for vinmenuen og køkkenchefen Simon Emil Christensen, der overrasker os med nogle fine og kreative snacks inden middagen. Der er mange tomme borde rundt om i restauranten, hvilket undrer os en smule, da vi flere gange i løbet af eftermiddagen har set receptionisten afvise gæster pga. en fuldt booket restaurant. Det viser sig senere, at det er der en dybere mening med. Restaurantchefen ønsker nemlig at give gæsterne en nærværende og god oplevelse med tid til personlige serveringer, spørgsmål og små sjove fortællinger – det er vigtigt, at gæsterne oplever, at der er tid til dem. Derfor tilpasser han antallet af borde med personalet den pågældende aften. Denne aften er der over 10 ledige borde at spotte i restauranten. Jeg bliver glad og endnu mere vild med Restaurant Fyrklit, da tjeneren fortæller dette. Vi glæder os over, at man her tager begrebet gastronomi seriøst – helhedsoplevelsen er ikke blot er en detalje og intet er tilfældigt.

Restaurant med udsigt

Restauranten på Fyrklit har en snert af ældre 90´er look, dette er gennemgående for resten af feriecentret og på hotelværelserne. Det er holdt i en neddæmpet stil, der ikke dominerer eller distraherer gæsten. Der er varme og hygge og en udsædvanlig smuk udsigt med en insisterende og nærmest hypnotisk kraft, hvorfor detaljer om indretning, tapeter og møbelstof bliver sekundært, så snart man placerer rumpetten i det udmærkede stolesæde. Der er dog ingen tvivl om, at restauranten fortjener et mere moderne pift, der kan forene sig med det høje gastronomiske niveau og den smukke udsigt. rest-fyr1

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit

Menu – gastronomisk ophold

  • Snacks  : Torskeflæskesvær med havguscreme, røget torsk med salviemayo og sprød chips, torsketartar med purløg, æble og syltet selleri, sprøde chips af jordskokker og kartofler
  • Forret : Stegt duebryst med variation af rødbede, pure på kartoffel og løvstikke. Rødbede/bacon sauce. Vin : Domaine du Sabot 2014, Beaujolais-Villages – Jean Loren
  • Hovedret : Braiseret, sprængt oksespidsbryst med marineret blomkål, syltet blomkål, brændt blomkålspure og bagte løg. Vin : Domaine Brusset 2015 – Cótes du Rhóne, Laurent B
  • Dessert : Estragon pannacotta med marineret æble, æblepure, karamel, krystaliseret chokolade, citronstøv og æblesorbet. Vin : Domaine l´ermitage 2015 – Le muscat

Snacks

En overordentlig god appetitvækker der med ét fyrrede op under sanserne – det affødte en pirrende nysgerrighed og glædelig forventning til den ventende menu. Delikate små fine anretninger der matchede udsigten perfekt. En udsøgt og hyggelig overraskelse der fremstod æstetisk flot og meget autentisk.

restaurant-fyrklit12 restaurant-fyrklit17

Forret

«Stegt duebryst m. variation af rødbede, pure på kartoffel & løvstikke. Rødbede/bacon sauce»

Velafbalanceret, fin, feminin ret med et touch af vildt fra saucen. Flot og enkel forret der vidner om gode råvarer og et højt fagligt niveau. Behageligt krydret og med et overraskende strejf af fennikel, flot kombination. Velovervejet, gennemtænkt og godt tilberedt – nem at holde af. Et stænk af syre fra syltede beder kunne tilføre lidt ekstra intensitet. En vellykket og kontrolleret forret i tilpas form og størrelse. Vinen var til prisen et udmærket valg. Ung, let, sprød og klassisk frisk Beaujolais. Lidt mineraler og en masse røde bær. Tilpas syre, behagelig i næsen og ganen. Fint tempereret og let drikkelig vin der gik fint til forretten.

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Forret
Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Vin til forret

Hovedret

«Braiseret sprængt oksespidsbryst med marineret blomkål, syltet blomkål, brændt blomkålspure og bagte løg»

Superb tilberedt oksespidsbryst med den smukkeste røde farve. Flot og enkel servering. Perfekt syrebalance og tilpas varietet af konsistenser. Den kreative variationen af blomkål, klæder retten og vidner endnu engang om stor gastronomisk begavelse. En hovedret der kommer helt ud over scenekanten. Det søde bagte løg var en anelse uinteressant, hvilket et drys frisk timian kunne rode bod på. Til retten kunne jeg ønske mig et sprød supplement fra blegselleri, der er god i samspillet med de velvalgte årstidråvarer. En super lækker og inspirerende hovedret. Vinen var et godt match og blev af Stefan Vilsen skænket med en lille fortælling fra vinhusets historie. En let, blød og fint afrundet vin. Dejlig smag af solbær og hindbær der forenede sig perfekt med hovedretten.

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Hovedret
Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Vin til hovedret

Dessert

«Estragon pannacotta med marineret æble, æblepure, karamel, krystaliseret chokolade, citronstøv og æblesorbet»

Særdeles fremragende og udsøgt dessert. Hyggelig anretning i klassisk sylteglas. Let og frisk i smagen med dejlig overraskelse fra estragon pannaacotta i bunden. Inspirerende og stimulerende sammensætning og dejlig balance mellem syre og sødme. Jeg savnede et sprødt eller knasende indslag, der kunne skabe en fin kontrast til den bløde og cremede konsistens, der var meget behagelig i munden. Vinen var en rigtig frisk Muscat med masser af noter fra friske blomster navnlig hyldeblomst. Serveret lidt for kold og udviklede sig mere i takt med temperaturfald.

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Dessert
Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Vin til dessert

 

Gastronomi der rimer på geni

Flot afstemt årstidsbestemt menu med overraskelser og wauw – effekt. Restauranten har på ganske kort tid, fået masser af velfortjent medvind og opmærksomhed i medierne. En optagelse i spiseguiden White Guide har restauranten allerede opnået – det bliver spændende at følge dens videre udvikling. Den unge ambitiøse køkkenchef Simon, har sammen med den dygtige restaurantchef Stefan formået at løfte niveauet, så det matcher restaurantens storslåede udsigt. Begavet gastronomi, professionel service og udsigt forenes i et kunstværk. Det har været en udsøgt fornøjelse at lave en madanmeldelse på Fyrklit.

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit
Udsigt fra vores bord

Restaurant Fyrklit er garant for gode gourmetoplevelser, og de gør det til en rørende og venlig nordjysk pris. Et gastronomisk ophold, eller blot et visit i restauranten er absolut mange gentagelser værdig. Fyrklit er drevet af dygtige og dedikerede fagfolk, der ønsker at give gæsten den bedste og mest gennemførte madoplevelse, der til prisen er mulig og det gør de! Thumbs up og stor applaus for det.

Hold dig ajour med de gode tilbud i restauranten ved at følge Restaurant Fyrklit på Facebook

Madanmeldelse på Restaurant Fyrklit er foretaget lørdag d. 1 oktober 2016

MADfilosoFie - May the force be with you!

About the author

Livsstilsblog med fokus på mad, vin, rejser, familie, livsstil, skønhed - tips og tricks

1 Comment

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *